Varmepumpe - luft til vand
I forbindelse med mit solvarmeprojekt, talte jeg med Steen fra VVS – El – Køl Grossist https://www.vekgro.dk/ . Han spurgte til min primære varmekilde i huset og blev noget overrasket, da jeg svarede, at jeg havde et skrantende gammelt oliefyr.
”Har du overvejet en varmepumpe?”
-”Ja, men det kan ikke betale sig.”
”Hvordan regner du det ud?”
-”Den koster 120.000,- og holder en 7 – 8 år og så kan jeg skrotte den.”
”Du har ret, men du har ikke ret.” ”Hvis du køber en varmepumpe, fra én af de store elektronikgiganter, eksempelvis Panasonic, så koster den omkring 120.000,-.” ”De er fyldt med specialkomponenter, så når servicegarantien er udløbet, kan det være vanskeligt, at finde reservedele til dem.” ”Så på den måde, har du ret.” ”Men hvis du vælger en Passat, som den der står der, får du en varmepumpe, som udelukkende er fremstillet af standardkomponenter, fra køleindustrien.” ”Så når noget går i stykker, kommer jeg bare og skifter det ud og så kører den igen.”
Det gamle oliefyr
Dialogen fangede min nysgerrighed og da Steen oplyste mig om, at Passatén kun koster i omegnen af det halve, så regnestykket ganske anderledes ud. Passat varmepumpen er designet i Danmark, men bygget i Kina. Jeg tænker, at den bruger lidt mere strøm, end de store mærker og at den sikkert også støjer mere. Men hvis den kan holdes i live 2 – 3 gange længere, alene fordi at den kan repareres, har den så forsonende træk, at den tiltaler en gammel håndværker, som mig.
”Hvis du kan samle det solvarmeanlæg og få det til at køre, kan du også selv samle det her.” Sætningen kom fra Ronnie, der også arbejder i butikken. Jeg blev nysgerrig nok, til at få et tilbud. Tilbuddet lød på 50.000,-, for varmepumpen, samt rør, fittings, rørisolering, småting og en akkumulatorbeholder. Med andre ord, alt hvad der skulle bruges, for at samle anlægget. Dertil måtte jeg låne værktøj, i form af en kopboremaskine, en elektrisk metalsav, en elektrisk presstang og en rejfer.
Ronnie foreslog mig, at montere en separat elmåler, så jeg kan måle forbruget og da varmepumpen alligevel skulle have sin egen el-kreds, var det ikke nogen stor sag, at få den monteret også.
Torben, som er VVS-mand, følger mine skæve projekter fra sidelinjen og kommer med mange gode forslag. Han foreslog, at få en akkumulatorbeholder, med en bundspiral, så jeg kan trække restvarmen ud af solvarmekredsen. På den måde, vil jeg få lidt ekstra varme til huset, om sommeren.
Jeg tilvalgte sådan en akkumulatorbeholder og købte nogle andre materialer, så det samlede beløb, blev lidt højere.
Diagram
Steen lavede et diagram, så jeg kunne se hvordan tingene skulle samles. Jeg købte anlægget og gik i gang med at montere det. Inden da, havde jeg lagt nogle belægningssten, så varmepumpen havde en platform at stå på.
Mit fyrrum ligger midt i huset, hvilket gav nogle udfordringer, da varmepumpen, nødvendigvis, skulle forbindes med rør. For at få plads til rørisoleringen, skal hullerne have en diameter på 70 mm. Det var en smal sag at bore igennem murstenene, med det lånte kopbor, men sikke et griseri. Det tog væsentligt længere tid, at gøre rent, end at bore hullerne.
Hullerne
Jeg brugte samme teknik, som da jeg monterede varmtvandsbeholderen, ved at skrive på beholderen, med en speedmarker, så der ikke gik kludder i rørføringen. Så var det bare at samle alle rørene og prøve at snørkle dem udenom hinanden. Jeg forsøgte at lave det lidt pænt, men må erkende, at jeg er urutineret, så det kom til at se lidt sjovt ud.
Rørene er forbundet
Da rørene var samlet, skulle følere og strøm forbindes. En trevejsventil, skulle forbindes til varmepumpen. Et par følere, måtte have stykket ekstra ledning i, for at kunne nå.
Til sidst, skulle systemet fyldes med vand og da der ikke skal frostvæske i, var det bare at forbinde en vandslange til påfyldningsstudsen og hælde på, til der var 2 bar.
Det sædvanlige problem med en luftboble i systemet, drillede lidt, så varmepumpen ville ikke starte. Her var Ronnie klar på telefonen og kom med tips og tricks, så det hurtigt blev løst. Tricket var, at dreje overtryksventilen, så det sprøjtede ud med vand og luft. Chokbehandlingen løste problemet. Herefter guidede Ronnie mig igennem menusystemet på varmepumpens kontrolpanel.
Slutteligt skulle rørene isoleres. Da rørene går igennem mit skur, inden det når huset, byggede jeg en isoleret kasse udenom rørene, for at mindske varmetabet.
Skuret
Det er et lidt omfattende projekt, at samle alle rørene, så man skal overveje om man kan styre det. Men kan man læse et diagram og pakke rør, så de ikke bliver utætte, er det ikke nogen uovervindelig opgave. Da mængden af kølemiddel i pumpen, ikke overskrider grænserne og at man ikke skal pille ved selve køledelen, er det fuldt lovligt, at montere en ”luft til vand” varmepumpe, selv. El-delen skal dog monteres af en elektriker.
Varmepumpen
Leverandøren
Min oplevelse af virksomheden ”VVS – El – Køl Grossist” i Struer, har været forrygende. Det irriterede mig, at der ikke var oplyst priser i mit tilbud, men kun et slutbeløb. Men da regnskabet var gjort op, passede pengene, så jeg har intet at klage over. Det ekstrabeløb, jeg betalte, svarede til mine tilvalg. Jeg betalte intet, for lån af værktøj. Jeg fik oven i købet lov til at kontakte Ronnie, udenfor åbningstiden, indtil varmepumpen kørte.
Den service, som jeg fik, var mageløs. Steen er uddannet VVS-Installatør, El-Installatør og Køletekniker. Ronnie er VVS-mand og har drevet selvstændig virksomhed i mange år, inden han blev ansat i butikken. Dermed får man højt kvalificeret vejledning, med et stort kendskab til butikkens produkter.
-Virksomheden får min uforbeholdne og varmeste anbefaling!
Fint besøg
Claus og Peter kom på besøg, inden jeg startede projektet. Claus er uddannet ingeniør, har boet i USA og har et godt kendskab til varmepumper. Jeg fortalte, at Steen vurderede, at jeg kunne halvere udgiften til varmeregningen, med en varmepumpe, i forhold til oliefyret. Claus mente, at jeg kommer til at gøre det endnu billigere, hvis jeg lærer at bruge varmepumpen rigtigt. Han oplyste, at det handler om at holde udgangstemperaturen, så lavt som muligt. Når varmepumpen starter op, kører den et stykke tid, inden den genererer varme, så opstarten koster relativt meget strøm. Målet må derfor være, at få færrest mulige opstarter. Dette opnås ved at holde udgangstemperaturen nede, så pumpen kører i længere, men færre perioder. På den måde, får man mest varme ud af sit strøm.
Han vurderede desuden, at huset her, er velegnet til en varmepumpe, da her er meget gulvvarme, som er lettere at holde en konstant temperatur i, frem for radiatorer. Vi får at se…
Økonomi
Omkostningerne ved at udskifte oliefyret, med varmepumpen, ser nogenlunde således ud:
Varmepumpe, med tilbehør: 52.484,39-
Belægningssten og sand: 513,00-
Træ og isolering: 778,42-
El 3776,81-
I alt: 57.552,62-
Jeg må påpege, at alting stiger, for tiden, så det er ikke givet, at priserne kan overføres direkte, i dag.
Tilbage til beregningerne. Hvis man regner med et årligt olieforbrug, med nuværende priser, på 20.000,- til 22.000,- og tænker at det kan halveres, har anlægget tjent sig hjem i løbet af 7 år. Heri er medregnet de jævnlige besøg, af en køletekniker, for at holde varmepumpen effektiv. Kan varmepumpen holdes kørende, med nogle reparationer, bliver det en overskudsforretning.
Det er alt sammen gisninger, baseret på nuværende priser på olie og strøm. Olien er steget voldsomt, de sidste år og de politiske vinde, peger i retningen af, at olien stiger mere, i forhold til strøm, fremover.
Endelig, har jeg rettet oplysningerne i BBR-registeret, så varmekilden nu er en varmepumpe, drevet af strøm. Som tingene er nu, giver det et tilskud til strømmen, på årsbasis.
Alt i alt, ser økonomien bedre ud, end hvis jeg havde fortsat med oliefyret.
Varmepumpen
Da jeg fik varmepumpen leveret, var den klargjort og testet. Alle de yderste skruer, var skiftet ud med tilsvarende skruer, men i A4 rustfrit stål, så de ikke ruster.
Jeg er blevet anbefalet, at købe en spraydåse med ”Prolan Medium” og sprøjte et beskyttende lag på varmepumpens ydre, så den bedre modstår vind og vejr. Da jeg fortalte, at jeg ville bygge et halvtag over den, frarådede Steen det, da det vil begrænse luftgennemstrømningen og dermed svække effekten. Jeg endte alligevel med at bygge et tag, men på en måde, så jeg ikke tænker, at luftgennemstrømningen, er begrænset. Nu er varmepumpen skånet for det værste vand.
Varmepumpen skal placeres mindst 30 cm fra væggen, også for at undgå begrænsninger af luftstrømmen.
Køn er den sgu ikke! –Men jeg har placeret den et sted, hvor vi sjældent opholder os.
Den støjer mere, end jeg forventede. Den lyder som en mellemting, af et gammelt nedslidt køleskab og en ventilator. Heldigvis er den placeret, så lyden ikke generer voldsomt. Jeg må nok påpege, at det gamle oliefyr, absolut ikke var lydløst. Hvis vi ønsker os at sidde tæt på varmepumpen, er det nok kun relevant om sommeren, hvor den kun vil køre minimalt.
Samlet set, er jeg rigtig glad for min varmepumpe.
Tak til:
Steen og Ronnie – For uvurderlig vejledning, samt lån af værktøj.
Torben – For tips og tricks, samt materialer.
Claus – For vejledning til brug af varmepumpen.
Erik – Forstående bankmand.