Fiskeoplevelse
En tidlig forårsdag først i maj, drog min store søn og jeg selv på fisketur i vores gamle jolle.
Bladene var kun lige ved at folde sig ud og skoven stod med et grønligt skær.
En brise skabte krusninger på søen og selv om det var tidligt på året, var vinden lun.
Vi havde fisket nogle timer uden at fange noget nævneværdigt.
Søen virkede livløs og fiskene var ikke i bidehumør.
Vi besluttede at sejle ned i en kanal, hvor Gudenåen løber sammen med søen, lige ved en bro midt i byen.
Selv om det ikke er det mest charmerende sted at fiske, i larm fra byens trafik, er der ofte godt med aborrer på lokationen.
Vi smed anker midt i den stærke strøm og kunne nu kastefiske i den smalle kanal.
Efter få minutters fiskeri, lød et jubeludbrud fra min søn.
"Den er stor" udbrød han kort efter. -Det havde han nu ikke behøvet at fortælle mig, da stangens krumning og hjulets hvinende bremse talte sit tydelige sprog.
Fisken trak opstrøms, men måtte opgive at kæmpe imod både linen og strømmen. Da den vendte om, blev der pludselig travlhed med at holde linen stram.
Fisken jog forbi ankertovet i høj fart, men valgte heldigvis den rigtige side og gik fri af den. -Det havde været kønt at få linen snoet omkring ankertovet!
Folk samlede sig på broen og fulgte spændte fighten.
Gedden havde nu alle esserne på sin side. Den havde den stærke strøm til hjælp og masser af bevoksning at drøne ind i, hvis den ville. Værst var dog at den lille Mepps Fluo spinner ikke var monteret på et geddeforfang, da vi jo fiskede efter aborrer. Det viste sig i øvrigt senere at krogen på spinneren var rettet halvt ud under fighten.
Efter et stykke tid med tovtrækkeri, viste gedden sig i overfladen med den lille gule spinner hængende ud af munden. Jeg greb kameraet og begyndte at fotografere situationen. "JEG TILGIVER DIG ALDRIG HVIS DEN SLIPPER FRI, FORDI AT DU SKAL FOTOGRAFERE", blev der råbt ind i hovedet på mig. Jeg tog en række billeder og byttede hurtigt kameraet ud med landingsnettet.
Endelig kunne vi lande gedden og få den sikkert indenbords, mens folk klappede på broen lige ved siden af båden.
Det var en stor flot gedde på godt 5 kg. Dagen var reddet og vil altid stå i min erindring som en af mine absolut bedste fiskeoplevelser. -Hvis ikke den bedste!
Gedden er en glubsk rovfisk som til tider hugger på alt som bevæger sig foran den. Samtidigt er den helt ufatteligt stærk og især om sommeren er den en værdig modstander med en voldsom trækkraft som stiller krav til grejet. Om vinteren går den mere sløvt og tungt i vandet, så når vandet er koldt skal man ikke forvente sig nogen større kamp.
Gedder kan blive ret store og især hunnerne kan opnå en imponerende størrelse og der fanges jævnligt geddemadammer på den gode side af 10 kg i Danmark.
Gedderne fanges i fersk og brakvand og kan ikke tåle decideret saltvand.
En gedde kan sluge en fisk som har en længde på mere end halvdelen af sin egen længde.
Store gedder spiser ikke så ofte som mindre gedder, men tager til gengæld større fisk.
Gedden er utrolig vigtig for vores ferske vande, da den holder mængden af skidtfisk i skak.
Som det fremgår på billederne herunder, kan fighten være ret dramatisk under geddefiskeriet.
"SPISE GEDDER??? Ad... De er fulde af ben!" -Overhovedet ikke. De er lette at udbene!
Som spisefisk er gedden af en eller anden grund ikke så populær i Danmark længere. Den smager mere af fisk end mange af de andre arter vi gerne spiser og jeg vil tro at det er en del af forklaringen.
Desuden skal den helst spises lige efter at den er blevet tilberedt, da den har en tendens til at blive lidt sej i kødet når det bliver koldt igen.
Til gengæld er den ganske glimrende til fiskefrikadeller og da gedderne er store kødfulde fisk, kan man oftest lave mad til hele familien ud af en enkelt fisk!
Bemærk at gedden var en eksklusiv spisefisk for hundrede år siden, som man serverede for gæsterne, imens man spiste laks til hverdag! -Det er da pudsigt som det er vendt om!
Jeg tror også at en af grundene til at mange undgår dem, er fordi at de ikke kan skære benene ud af dem! -En filet fuld af ben er bestemt ikke delikat og det kan jeg da heller ikke finde på at servere her i huset! Heldigvis er det ikke særligt svært at friskære geddekødet så der ikke er ét eneste ben i det. -Det kræver bare at man ved hvordan! -Det viser jeg et stykke nede på siden om filetering af fisk. Du kan finde siden i menuen, øverst på siden, eller klikke på linket her: Fileter en gedde
En stor sommergedde er en oplevelse udover det meste andet fiskeri.
Tilbehør
En lipgrip er en rigtig god ting til geddefiskeren. Denne model har et drejeligt håndtag og til gedder er det en enorm fordel da de godt kan blive lidt utålmodige og begynde at kaste sig noget rundt.
Herover ses Lipgrippen i funktion. Selv om gedden knokler voldsomt for at komme fri, er det kun sjældent at Lipgrippen mister grebet.
Geddens tænder er skarpe som glasskår og bør omgås med største respekt! På billedet her under ses gabet med de hundredvis af bagudrettede tænder.
De velcroagtige felter med små tænder i geddens overmund, føles helt glatte så længe man fører en finger hen over dem i indadgående retning, men så snart man laver en bevægelse udad, begynder man at bløde!
De store tænder i underkæben ser drabelige ud og hvis gedden ryster med hovedet imens man er uheldig at have fingrene i saksen, ja så..... Det kan du nok selv regne ud!
Lær at lave et gællegreb, men pas på!!
Geddens gæller er fyldt med små skarpe pigge og får man fingrene ind i dem, får man brug for plaster. En gedde kan kun gribes allerforrest i gælleåbningen, så man har fat i en hudfold under kæben. Jeg behøver vel ikke at gøre opmærksom på at passe på tænderne. At få fingrene i munden på en gedde, svarer til at stikke dem i en malkulator.
Gællegrebet vises på billederne herunder. På billedet her, kan man se hvor man tager fat helt fremme ved forreste ende af gælleåbningen. Pas på ikke at få pøllerne ind i selve gællerne, da de er fyldt med knivskarpe pigge!
Grebet ses herunder fra en anden vinkel. Her ses tydeligt den tynde hud under kæben som man holder fat i. Har man fat på denne måde, kan man tvinge gabet op på en god måde uden at skade tænderne med værktøj. På den måde kan man oftest få krogen løsnet uden gabåbner.
Gedderne angriber lynhurtigt og ofte sidder agnene ret langt inde i munden på fiskene og nogle gange kan det være svært at løsne krogene uden at skade fisken alvorligt, eller få skader på fingrene. Hertil er en gabåbner en rigtig god hjælp. Modellen herover er både billig, let at anvende og god, så det er svært at finde argumentation imod sådan en. -Den koster omkring 15 - 25 kroner...
Til geddefiskeri er kraftige forfang en nødvendighed, da geddens tænder er knivskarpe og let skærer en normal fiskeline over.
Stålforfang kan absolut anbefales, men meget kraftige monofil eller fluorocarbonliner på 0,60 - 1,0 mm kan også anvendes.
Det bør dog nævnes at de sidstnævnte materialer er mindre synlige og kan være en fordel, især i klart vand.
Geddeforfang af monofilline
Jeg går i højere grad over til geddeforfang lavet af nylonline eller fluorocarbon.
De er lettere, billigere og mindre synlige, og oven i købet nemmere at fremstille end stålforfangene, så der er argumenter nok for sagen.
Geddernes knivskarpe tænder er hårde ved forfangene, så der skal bruges tykke liner som grundmateriale. Nærmere betegnet vil en linetykkelse på den gode side af 0.80 mm være passende. Som regel anvender jeg 1 mm nylonline og det er også det som jeg viser her.
I den anden ende bindes et "Perfection Loop" og forfanget er klar til brug!
Geddeforfang i coatet stålwire
På grund af geddens knivskarpe tænder, er et kraftigt forfang en nødvendighed. Det stærkeste materiale til formålet er stålwire.
Der findes mange forskellige mærker og varianter på markedet, men jeg stiller egentligt kun det ene krav at wiren skal være "coatet". Det betyder på dansk at wiren er belagt med nylon.
Forfangslængder og tykkelser er nok mest en smagssag, men jeg laver mine forfang i en længde omkring 30 cm.
For at lave loops i enderne på forfanget, kan man anvende de såkaldte "Crimps", som egentligt bare er små stykker metalrør som man klemmer omkring wiren når man har lagt den dobbelt. Det er let at anvende crimps men de er af en eller anden grund ufatteligt dyre og det er ganske uforståeligt da produktionsprisen må regnes i få ører pr styk. Desuden er løsningen med crimps ret klodset at se på i sin færdige form.
Derfor anvender jeg en anden metode som kaldes at "Twiste" wiren. Det betyder i al enkelthed at jeg snor den sammen og det giver en noget mere elegant løsning end med crimps og er lige så stærk. Eneste ulemper ved twist-metoden er at det er nødvendigt med noget værktøj i form af 2 peanér og en lighter, samt at det kræver lidt øvelse. Man kan dog godt klare sig med en enkelt pean, men det er lettest med 2. Desuden skal du bruge en tang til at klippe wiren over med.
I det efterfølgende gennemgår jeg den metode som jeg altid selv bruger.
Hvis man kun har en pean, kan man bruge et rundt søm eller lignende i passende størrelse, i stedet for den yderste pean, ved ganske simpelt at stikke den i løkken. Ved denne metode kan det godt drille lidt at styre svirvlen. Sno nu wiren ved at dreje den ene pean, samtidigt med at peanérne holdes stramt fra hinanden.
Bemærk at den ene pean har et langt næb. Det er en stor fordel når wiren skal twistes, men det forklarer jeg lidt længere nede.
Spænd den ene pean på, så den låser wireenden fast sammen med hovedlinen. Sørg for at de ligger helt tæt op ad hinanden.
Du skal også sikre dig at peanén har godt fat i wiren, så spænd den godt til og træk godt i løkken, så du ved at det holder.
Bemærk hvor tæt vindingerne ligger og at jeg stadigvæk holder twisten stram ved konstant at presse peanérne fra hinanden.
I samme øjeblik at den ene pean løsnes, forsvinder spændingen fra snoningen og wiren er neutral i sin nye form.
Vær meget forsigtig med varmen! Der skal kun lige varmes så meget at nylonoverfladen smelter.
Hvis du er uheldig og der går ild i nylonen, må du klippe twisten af og starte forfra. :-(
Sådan ser det færdige forfang ud. -Så er det bare med at komme på "krokodillejagt". ;-)
Det ser måske lidt besværligt ud, men når man har prøvet det nogle gange tager det kun få minutter at lave sådan et forfang.
Agn
Spinnere
Relativt små spinnere ( ned til str. 3 ) kan bruges, men store agn er oftest det bedste.
Spinneren her, har vi gode erfaringer med og gedder på op til 5 kg generer sig bestemt ikke for at hugge på modellen...
Bare se "fætteren" herunder.
Blink
Store flade skeblink er fine til geddefiskeri. Gerne med masser af farver på. Der eksisterer mange fine blink til geddefiskeri, men jeg vil nøjes med at præsentere min favorit, Atomblinket.
Atomblinkene er klassiske geddeblink som for længst har vist deres værd. De er gode at kaste med og har en ustandseligt skiftende gang i vandet.
De eksisterer i flere størrelser og farver og her må du vælge det som du selv tror mest på. Jeg har ikke haft grund til at tro at nogle farver er bedre end andre. Dog vælger jeg gerne kraftigere farver i grumset vand end i klart vand.
Woblere
Woblere er oftest mit førstevalg til geddefiskeri. Det er bestemt ikke uden grund, da det er iblandt de mest effektive agn til gedder. Siden Rapala udviklede sin wobler, som han i øvrigt fiskede gedder med, er konceptet blevet udviklet meget. Woblere eksisterer i et utal af udformninger, størrelser og farver og det kan virke meget uoverskueligt at vælge det rigtige. Til geddefiskeri er der nogle ting som man bør tage med i sine overvejelser: Holdbarhed og størrelse!
En traditionel Original Rapalawobler er fremstillet af balsatræ og det kan ikke holde til geddetænder. Det bløde balsatræ bliver ganske simpelt flået i stykker og sådan en wobler vil ikke holde til ret mange fisk. Det samme gælder de helt billige woblere i plastik. Gedder er bomstærke og de rykker let en svag wobler fra hinanden.
-Køb woblere i kunststofmaterialer og i god kvalitet!
Størrelse er ikke uden betydning! Jeg vil næsten sige: Jo større agn, jo større fisk. Det holder ikke helt, men næsten!
-Vælg relativt store woblere! -Gerne fra 120mm og opefter.
Woblere er, som sagt, helt fantastiske geddeagn.
Modellen her under, er fra Kinetic og hedder "Väneren Special" i 120mm, eller "Trosa" i 150mm. Begge er meget fine woblere til geddefiskeri. Selv om dette ikke er den største geddewobler, er den alligevel utroligt velfangende og er nok den wobler som jeg har fanget flest gedder på de sidste år. Desværre er "Väneren Special" udgået fra Kinetics sortiment, men kan findes i restkasser endnu.
Disse woblere er lavet i et stærkt plasticmateriale som holder til de grumme tænder som gedderne har. Dem anbefaler jeg meget gerne!
Vi tager et kig på forskellige woblere - de her er alle fra 4-Play.
Den findes i flere størrelser og i mange farver. -Modellen her er 25 cm lang, så det er en sag som stiller store krav til stangen, når den skal kastes.
4-Play wobleren har en ret uforudsigelig gang i vandet og det gør den til et absolut topagn. -En af de bedste woblere jeg har set til geddefiskeri!
4-Play er en meget dyr wobler, men er lavet i materialer som kan modstå de grusomme geddetænder, så den holder til rigtig mange fisk. Modellen her over er en billig kinesisk kopi. Den kan da fange fisk, men går slet ikke nær så godt i vandet, som den ægte vare. Til gengæld koster den kun en brøkdel. Man kan dog sagtens anvende kopiwoblerne, men skal være meget mere opmærksom på spinnehastigheden, da de kun går godt i vandet, ved bestemte hastigheder.
Modellen fra Rapala er en anden af mine favoritter. Den er ret stor og stiller krav til stangen.
Modellen herunder er en ny Hi-Lo-wobler i nye farver, men den ser i store træk ud som den gjorde i 1971 da den kom på markedet.
Den er lavet i et solidt plastikmateriale som kan holde til geddebisser.
Swimwhizz må nu nok siges at stå for det oprindelige design på disse specielle woblere der med sin dovne gang i vandet har en uimodståelig virkning på gedderne.
De eksisterer i flere størrelser men er generelt ret store og kræver en solid stang. Også disse woblere er lavet af et stærkt kunststofmateriale. Er gedderne i det rigtige humør, er denne wobler ret velfangende.
Jigs og Shadjigs
Jigs er velfangende men holder ikke så godt til geddebisserne, så hvis du ønsker at jigge gedderne ud af vandet, må du have godt med ekstra jigkroppe med.
Til gedder er det en fordel at vælge jigs som har en vis størrelse. Jeg tror faktisk at størrelsen ofte er vigtigere end formen. Vær dog sikker på om din stang kan holde til kastevægten.
Farverne behøver heller ikke at være hverken naturlige eller afdæmpede, så bare vælg nogle modeller med heftige farver så du er sikker på at selv den mest svagtseende og søvnige gedde får øje på dem.
Jigs som ligner fisk i formen, kaldes shadjigs. Shadjigs er som almindelige jigs, gummiagn uden krog og skal derfor trækkes på en krog eller et jighovede.
Shadjigs er et godt alternativ til naturlig agn. De fanger rigtigt godt og så slipper man for besværet med at skaffe rigtige agnfisk. -Faktisk foretrækker jeg gummidyrene fordi at det er lettere og tidsbesparende. -Jeg anvender kun meget sjældent agnfisk.
Herunder ses nogle eksempler på shadjigs. De kan fiskes på flere måder, både med et jighovede og som dropshot. På større modeller, kan man med fordel montere en ekstra trekrog i den bagerste del af ryggen på jiggen.
Som det ses på billedet herover, eksisterer shadjigs i mange størrelser. Den største af de viste er næsten 30 cm lang.
Samme model er vist herunder i andre farver.
Med til jig-kategorien hører de såkaldte "hybridagn" som nærmest er en mellemting af woblere og jigs. Der findes efterhånden mange slags mere eller mindre besynderligt udseende gummiagn og især firmaet "Storm" har gjort sig bemærket her.
Storm producerer alt fra ufatteligt vellignende fiskekopier til de noget mere specielle "Thundercore Dawg", for slet ikke at nævne den bizarre "Alien Eel".
Fælles for disse agn er at de er ret dyre og holdbarheden er ringe da geddernes tænder ganske simpelt skærer dem i stykker.
Herunder ses nogle eksempel på en af disse hybridagn.
Geddemor måtte, under protest, finde sig i at posere for fotografen et øjeblik, inden at hun igen kunne svømme fornærmet væk.
Medefiskeri med naturlig agn
Det er ofte effektivt at fiske med naturlig agn. Til det formål er skaller nok det mest velegnede, dels da de er lette at skaffe med et sænkenet, dels da de som regel lige passer i størrelsen.
Til det formål kan man anvende en enkel rig med en eller to kroge. Den bindes let af Pikewire (stålforfang), men man kan også anvende monofilline (almindelig fiskeline), eller Fluorocarbon i mindst 0,60 mm.
Du skal bruge en eller to trekrog størrelse 6 - 1/0 og en svirvel.
Start med at binde den ene trekrog fast i enden af forfanget. Monter den anden trekrog knudeløst som vist herunder.
Krog skallen i overmunden og ved rygfinnen som vist herunder, når der bundfiskes, eller når man jævnligt spinner lidt ind.
Forfanget kan anvendes til både bundfiskerig med gennemløbsbly, under et fastkilet flod, samt under et glideflod.
Ønsker man at fiske med en bundfiskerig og en død agnfisk er det en fordel at fisken kan flyde, da den ellers bare vil ligge fladt på bunden. En let måde at gøre fisken flydende på, er ved at injicere luft ind i fisken med en sprøjte med en kanyle. Det lyder måske makabert, men det er bedre på denne måde end det er at proppe flamingo eller skummateriale i fisken, da luft ikke forurener agnfisken.
Hvis man kun fisker passivt under et fastkilet flod, er det nok det bedste at anvende en rig med en enkelt krog som placeres i ryggen. Ellers vil agnfisken stå lodret i vandet og det ser jo ikke så naturligt ud.
Skaller er glimrende naturlige agn. De smukke metalagtige fisk findes ofte i store flokke og kan fanges med et sænkenet eller et kastenet. Sidstnævnte er vanskeligt at bruge.
Rudskaller kan også bruges. Rudskaller er smukke bronzeagtige fisk og er ofte lidt større end skaller.
Fluefiskeri efter gedder er blevet meget populært de senere år. Uanset om man fisker fluerne på en fluestang, eller om man anvender et Bombardaflod, er det store glitrende fluer som er mest effektive. De store fluer er lavet i fyldige, glitrende kunststofmaterialer og kaldes ofte for "Flash-fluer". Navnet "Flash" kommer af materialerne, som gerne sælges under dette navn. De store fluer fylder meget i vandet og har et pulserende bevægelsesmønster, når de rykvis trækkes ind. Lad os se på tre typiske eksemplarer:
Selv om de store fluer, mest ligner julepynt på flugt, er gedderne ganske glade for dem og de er faktisk ret effektive.
Den lidt underlige flue herover, er bundet på en række led i rustfri ståltråd. Den bevæger sig meget levende i vandet, men er noget tung at kaste med.
Den gamle slidte kriger herover, bærer præg af et langt liv med drabelige kampe, med sine ar og flossede finner. De matte øjne og den tynde krop, indikerer også at her er tale om en meget gammel gedde.
Gedden herover er derimod velproportioneret og i fin form. Stor, bred, tyk og bomstærk. En gedde i sin bedste alder og i fin form.
Jerkbait til gedder, er et lidt specielt fiskeri hvor man anvender en kort og næsten ufleksibel fiskestang og et multihjul med en kraftig fletline. Hertil kommer et stålforfang og nogle store klodsede agn.
Agnene har ikke noget indbygget bevægelsesmønster, så det er helt op til fiskeren at sørge for at give liv til agnen. Dette gøres ved at spinne ind mens man laver små ryk med stangen og agnen deraf får en uberegnelig siksak bevægelse. Med de rette ryk og de rette pauser, ligner et jerkbait i vandet grangiveligt en syg eller såret fisk.
Det kræver øvelse og specialgrej at fiske på denne måde, men det er ret effektivt og som det nok fremgår af grejbeskrivelsen, er der mildest talt direkte kontakt med fisken da der ikke er andet end hjulbremsen som kan give sig.
Hjulet herover er et venstrevendt Abu Garcia Ambassadeur Revo Inshore multihjul. Dette hjul er nærmest perfekt til jerkbaitfiskeri, da det er kompakt og ligger godt i hånden, samtidigt med at det har en passende kapacitet. Bremsen er god og pålidelig og jævn. Hjulet er drønstærkt og det er nødvendigt for at kunne tåle den ret hårde behandling som dette fiskeri byder på. Jeg er rigtig glad for det her hjul og kan kun anbefale det på det varmeste.
Flere slags Jerkbait agn herunder.
Den er glimrende og ligner en skadet aborre når man fisker den rigtigt.
Jeg har den i både flydende og denne som er hurtigt synkende og begge virker glimrende.
De hjemmeproducerede jerkbaits laves på samme måde.
Lim eventuelt noget belastning ind forrest i bunden på rillen. Du kan anvende bly eller andet metal.
Herefter spartles rillen helt ud med autospartelmasse.
Når den er tørret, grundes og males den og den er klar til brug.
Flot, stor, velkonditioneret, tung og bomstærk geddemadamme.
En af de meget sjældne gange hvor jeg har hjemtaget en større gedde. 105 cm.... Nok til en 2. plads i en konkurrence. :-)
Som lystfisker, tænker man ofte bredt og vil gerne adsprede sit fiskeri. Måske kan siden om Aborrefiskeri interessere dig: Aborrefiskeri
Eller er du heldig at fiske i et vand med sandarter, kunne denne side måske friste: Sandartfiskeri
I menuen i venstre side, findes der masser af andre sider om lystfiskeri.
God læselyst
Mvh Mik :-)