Spisesvampe
Hej
Mit navn er René D. Andersen. Jeg har udarbejdet en hjemmeside om svampe, som er under løbende opdatering. Udgangspunktet er spisesvampe, som man finder i de danske skove. Er dette et område, der kunne vække din interesse, så er siden her et godt udgangspunkt for at begynde. Siden henvender sig til folk, som kunne tænke sig at komme i gang med at samle spisesvampe. Jeg er ikke ekspert på området, men jeg står inde for det, som jeg har skrevet her. Min viden bygger på diverse bøger jeg har læst, et svampekursus, basisviden fra skolen og ikke mindst masser af egne erfaringer. Samtlige svampe-billeder har jeg selv taget, og disse er til fri afbenyttelse for private.
Som nævnt, står jeg inde for, hvad jeg har skrevet. Det betyder, at hvis du læser siden her igennem, så er du sikret et fornuftigt udgangspunkt. Visse svampe er dødeligt giftige at spise, og mange andre er mere eller mindre giftige. Her står der, hvordan du kommer let og sikkert i gang, så du undgår at komme hjem med giftige svampe.
Jeg har langt fra lige så mange arter med, som der findes i de forskellige bøger, men jeg har taget dem med, som jeg selv har haft glæde af at kende. Efter min mening også nok til at få rigtig gode oplevelser med spisesvampe.
Rigtig god fornøjelse.
Svampe
Svampe! Hvad er nu det for noget? De er ikke noget, vi alle sammen går og tænker på, men de påvirker alligevel vores hverdag såvel som vores liv meget. Vi kender nok alle sammen champignonen, som vi henter i supermarkedet eller hos grønthandleren. Derudover kender de fleste sikkert også den røde fluesvamp, som fra de tidligste år i ens liv havner på den sorte liste. Det er, hvad vi umiddelbart forbinder med begrebet ’svampe’.
Svampe er dog utroligt meget mere end det. Gær, som bruges til fx hævning af det brød vi spiser og sågar også det alkohol vi drikker, består af et utal af gærsvampe, som sætter gang i en proces kaldet gæring.
Skimmeloste får deres egne karakteristiske smage fra skimmelostslægten. Denne slægt hedder Penicillium, og fra denne slægt er et af tidens mest betydningsfulde lægemidler opdaget, nemlig penicillin. Penicillin har, siden dets første udvikling af Alexander Fleming, reddet et utal af mennesker fra døden og modvirket adskillelige amputeringer.
Af mindre ønskværdige svampe kender vi også mug, fx på maden, eller svampeinfektioner i/på kroppen. Træ i huse kan nedbrydes af Ægte Hussvamp, der er skyld i årlige omkostninger på mange millioner kroner.
Dette er eksempler på nogle svampes funktioner, som vi oplever dem i vores verden, men tager vi igen fat i champignonen og den røde fluesvamp, så er de noget, vi forbinder direkte med hhv. spiseligt og giftigt. Champignonen tager vi ud af bakken, renser den og spiser den enten rå eller tilberedt. Den røde fluesvamp lader vi stå, fordi vi ved, at den er giftig. Fælles for disse to svampe er, at de af folk kaldes paddehatte. Det gør de, fordi de har en stok og en hat, og det er lige præcis den type svampe, som er interessante i svampesamlerens øjne. Disse svampe findes hovedsageligt i skovene.
For at forstå svampene, er det vigtigt at kende deres opbygning og økologi. Her følger en uddybende beskrivelse med udgangspunkt i de svampe, som har relevans for svampesamleren.
Svampe er en stor gruppe af organismer, som har deres egen betegnelse ’svamperiget’ (Mycota). En svamp lever af at nedbryde levende og døde planter og dyr eller ved at indgå i et samliv med en højere plante. Til nedbrydningen, udskiller svampen enzymer ud igennem sine cellevægge. (Samlivet med en højere plante er nøje beskrevet senere).
Svampe adskiller sig fra planter ved, at de ikke har/kan danne klorofyl, og derfor ikke kan fotosyntetisere ved at udnytte solens energi (de kræver altså ikke lys). De adskiller sig fra dyr ved, at de hverken har mund eller tarmkanal. Svampe må derfor skaffe energi i form af at nedbryde plantemateriale eller indgå i et samliv med en plante.
En svamp består af aflange celler kaldet hyfer. Disse er sædvanligvis 1/10 mm lange og 1/100 mm tykke. Hyferne danner tilsammen et stort net, der er udbredt i træet, i jorden alt efter, hvor svampen lever. Dette net kaldes mycelium. Myceliet er selve svampen!
Finder vi en rørhat eller en fluesvamp i skoven, er det altså ikke svampen vi har fundet, men svampens frugtlegeme (mycin). Frugtlegemet regnes for at være ca. 1/10 af hele svampen. Frugtlegemet er dannet med det formål, at svampen gennem dette kan formere sig. I frugtlegemet dannes der milliarder af sporer, som bliver ført videre t il andre steder med hjælp fra luftstrømme. Hvis to sporer af forskellig parringstype lander tæt på hinanden og spirer, kan disse vokse sammen og danne et nyt mycelium, som så senere kan danne nye frugtlegemer osv.
En svampespore har sædvanligvis form som et æg, og er omtrent 1/100 mm lang. Sporene kan altså ikke ses med det blotte øje. En almindelig champignon, som vi kender fra supermarkedet, kan i løbet af sit korte liv danne op til 20.000.000.000 sporer.
Ikke alle svampe danner store frugtlegemer. Mange svampe danner slet ikke frugtlegemer. F.eks. danner visse skimmelsvampe ikke frugtlegemer, men de formerer sig alligevel. Svampe som danner frugtlegemer på over 1 mm i diameter, kaldes typisk storsvampe, hvor de andre kaldes mikrosvampe.
Man har inddelt svampene i tre kategorier efter deres levemåde. Disse er parasitter, saprofytter og mykorrhizadannere.
Parasitter er svampe, som lever på andre levende organismer, der i visse fald ender med at dø. På planter kan parasitter f.eks. være meldug eller skurv. På mennesker kan de vise sig i form af ringorm eller fodsvamp. På træer er det ofte Tøndersvamp, der også er kendt under navnet fyrsvamp. Den er mest normal på bøgetræer. Parasitterne er ofte skyld i økonomiske omkostninger.
Saprofytterne er den største gruppe, som lever af at nedbryde døde planter og dyr. De rydder op i det døde, så de er altså meget nyttige svampe.
Endelig er der mykorrhizadannerne. De samarbejder med et træ (en højere plante), således at svampens hyfer danner en kappe omkring de yderste rodspidser på træet. Mykorrhiza betyder svamperod. Mykorrhiza-forbindelsen skabes til gavn for både svampen og træet. Dette kaldes med andre ord for en mutualistisk symbiose. Svampen opsamler, med sit fint forgrenede mycelium, vand og næringssalte, som den sender op til træet. Træet, der er i stand til at danne sukker, sender dette og andre organiske forbindelser ned til svampen. Samlivet er nødvendigt for begge parter, så man finder f.eks. ikke en rørhat uden dens makkertræ. Rørhattene, fluesvampene og kantarellerne er alle eksempler på mykorrhizadannere. Langt de fleste spisesvampe er mykorrhizadannere, men fx findes mange champignoner på åbne græsarealer. Her er der ingen træer, som de kan danne mykorrhiza med, hvilket ikke er nødvendigt for disse svampe.
Tegningen her under, viser diverse navne på de forskellige dele af et frugtlegeme. Tegningen forestiller her en fluesvamp, men navnene er tilfældes for de forskellige svampe. Det er dog langt fra alle svampe, der har alle disse dele.
Stokringen forekommer på svampe, hvor lamellerne/rørene har været dækket af en hinde.
På tegningen her, er der en tydelig overgang mellem hatten og stokken, men hos nogle svampe er overgangen noget mere flydende. F.eks. kan lamellerne være meget nedløbende, hvilket betyder, at de udspringer af stokken ret langt nede.
Et noget andet eksempel er støvboldsfamilien. De har hverken lameller, rør eller andet. De almindelige støvbolde er ens hele vejen igennem.
Hos Krystalstøvbolden kan man godt tyde hat og stok, men det er fuldstændig sammengroet. Andre støvbolde er nærmest kuglerunde og disse har absolut ikke meget tilfældes med tegningen her. Der findes også en række andre svampe, som ikke passer med denne tegning. F.eks. morklerne og visse svampe, som findes på træerne.
Udover disse afvigende eksempler, er de fleste spisesvampe og såmænd også giftsvampe opbygget med en tydelig hat og stok og har enten lameller, rør eller (hos pigsvampene) pigge.
Godt i gang
Vil man i gang med at samle svampe, er svampene med rør, nemlig rørhattene, det nemmeste udgangspunkt. Her kan man ved hjælp af få huskeregler ikke risikere at komme hjem med giftige svampe, og det er det allervigtigste i forbindelse svampesamling og spisning.
Er man i tvivl i bestemmelsen af en svamp, så lad den blive i skoven! Det er enormt vigtigt, at man ikke har giftige svampe med hjem i kurven. Dette kan i værste fald medføre døden.
Mange dødsfald forårsaget af svampe skyldes manglende viden på området. At samle svampe med henblik på at spise dem er altså en dårlig idé, hvis ikke man er sat ordentligt ind i stoffet inden. Man bør dermed heller ikke sætte andre i gang med at samle svampe med mindre, man selv er sat godt ind i det og kan give oplysninger, som udelukker alle farer.
En død forårsaget af svampeforgiftning er absolut ingen ønskværdig død, da svampegiften langsomt nedbryder leveren. Det kan i værste fald tage mange dage, og når man opdager forgiftningen, er det oftest for sent!
Ved forgiftning af hvid og grøn fluesvamp kan der gå op til 2 døgn før leveren egentlig begyndes at nedbrydes. Bliver man ikke øjeblikkeligt indlagt til levertransplantation, resulterer forgiftningen i en langvarig, smertefuld død!
Får man mistanke om, at man har indtaget giftige svampe, bør man øjeblikkeligt søge lægehjælp!
NB! Giftige svampe smager ikke nødvendigvis dårligt!
* Det skal nævnes at der findes Djævle-Rørhatten, som også er svagt giftig. Den minder om Satans Rørhat, men hatten er mørkere, og lugten er ikke så ubehagelig. Kødet blåner svagt. Djævle-Rørhat er meget sjælden i Danmark og anses for at være truet. Den er Rødlistet, hvilket vil sige, at dens risiko for at uddø undersøges.
En enkelt gang er Purpur-Rørhatten også fundet i Danmark. Den er fundet på Sydfyn i 2001. Den er svagt giftig, men chancen for at finde den her i Danmark må anses for nærmest umulig. Den er også Rødlistet og anses for at være kritisk truet.
Den nemmeste vej til gode svampeoplevelser er som nævnt rørhattene. Der findes i Danmark én* giftig rørhat kaldet Satans Rørhat. Den er ikke dødelig giftig, men den kan medføre diarré, kvalme og andre ubehagelige oplevelser. Den har en lys hat, der tit er beskrevet som askegrå. Den kan som helt ung have gule rørmundinger, men de skifter hurtigt til røde. Stokken er foroven gul og bliver nedad stokken rød, og den har et fint net. Rørene og kødet er svagt blånende. Smagen er mild! Derudover er lugten ubehagelig.
Af andre rørhatte kan den ligne indigorørhattene, men de lugter ikke, hatfarven er en anden og de blåner hurtigt og meget kraftigt. Vil man samle indigorørhatte, bør man dog alligevel læse deres beskrivelse igennem.
Derudover gælder det, at alle andre rørhatte, som smager mildt er spiselige! Går man efter de rørhatte, som ikke har røde rør, kommer man i værste fald hjem med en rørhat, som smager grimt. Dette kan man i starten, indtil man lærer de enkelte arter at kende, undgå ved at smage på rørhattene.
§ Er den mild, kan den spises.
§ Smager den bittert eller grimt på anden vis, så er den uspiselig, da smagen ikke forsvinder under tilberedning.
De bedste rørhatte at begynde med er Karl Johan, som i øvrigt er en af de mest velsete spisesvampe, og Brunstokket Rørhat. Disse er begge rigtig gode spisesvampe, men der er mange flere. Man skal ikke være bange for at samle de forskellige rørhatte. Det er dog en god idé at læse beskrivelsen og studere billederne af de forskellige, så man har en idé om, hvad det er, man har fundet, da ikke alle er lige gode mht. smag og konsistens.
Udover disse er kantarellerne og krystalstøvbolden også gode begyndersvampe.
Bruger man dette som en start, så går det ikke galt, og man får med sikkerhed en masse gode svampeoplevelser.
Svampe, hvor finder man dem?
De svampe, der for nye såvel som erfarne svampesamlere er interessante, lettest at lære at kende og som er beskrevet her, finder man i skoven. Skoven er bare et vidt begreb indenfor svampesamlerverdenen. Der skal tages forhold til jordbunden, hvilke træer der er og hvor tæt disse står. Det er beskrevet ved de enkelte svampe, hvor de normalt gror. I løvskov, nåleskov eller endda under bestemte træer, som f.eks. birk eller lærk. Det betyder dog ikke, at hvis man finder et sted i skoven, der svarer overens med beskrivelsen, at der så er svampe der! Man er ganske enkelt nødt til at gå ud i skoven forskellige steder og undersøge området. Det er muligt, at man ikke finder noget de første gange, men så må man prøve igen senere eller/og andre steder.
Finder man først nogle spisesvampe, begynder det at blive interessant, og man kan som regel vende tilbage til det samme sted år efter år. Erfarne svampesamlere har alle hver især deres ”egne, hemmelige” steder at gå efter svampe.
Svampene er afhængige af vand, nogle mere end andre. Det betyder også at nogle år, er det godt svampeår, andre år er det ikke! Man er nødt til at gå i skoven jævnligt, for at holde lidt øje med det. Hvis det har regnet rigtigt igennem, så skovbunden er godt gennemvædet, går der en uge til to, før der sker noget. Man behøver altså ikke fare ud i skoven, fordi det regnede dagen før.
Husk, at man får en god motion af en tur i skoven. Det er også dejligt at færdes i skoven i sensommeren og hen på efteråret. Det er klart, at det er sjovest når det er godt vejr, og faktisk er svampene også bedst, hvis de er fundet i tørvejr! Da har de ikke et stort vandindhold, og det gør svampen mere smagsfuld. Det er klart, at hvis efteråret er én lang regnperiode, er man nødt til at bevæge sig ud i det fugtige vejr, men så må man bare klæde sig på efter det.
Har man hund, vil den sikkert gerne gøre en med selskab, så tag endelig den med!
En tur i skoven er altid en dejlig oplevelse. Det kunne f.eks. være en tur rundt om en sø.
I skoven er et dejligt sted at være, så lad vær med at svine den til, for det første med affald, men også med svampene. Det kan være nødvendigt at skære en del i svampene, og hvis man gør det til sidst på turen, vil man hurtigt opdage, at der er orm i mange af dem. Det kasserer man selvfølgelig, men ikke midt på en sti eller en parkeringsplads! Vis hensyn! Det ser træls ud, at der ligger rester af en svampetur midt i det hele! Det samme gælder for de svampe, der ikke kan spises. Lad vær med at sparke dem i stykker eller andet underligt! Bare lad dem stå eller undersøg den fundne svamp og gem den væk fra stien, hvis man færdes på sådan en.
Hvad skal man have med i skoven?
Inden man bevæger sig ud i skoven, er det vigtigt at have grejet med! Brug altid en kurv til at transportere svampene i! Så undgår man, at svampene bliver mast helt i stykker. En kurv er også luftig, så der er en bedre luftcirkulation hos svampene. Hvis de ligger i en pose bliver de hurtigt smattede og ulækre, og det er der ingen grund til.
Derudover er en kniv nødvendig! En foldekniv er god til formålet. Skær svampene over i stedet for at rykke dem op!
Kniven bruges også til at skære det unødvendige fra. Det er en god idé at skære svampen tværs igennem, hvis man har en mistanke om, at der er orm i.
Vil man gøre rensningsarbejdet for sig selv lettest muligt, er det en god idé at skære svampestokken til, så jordet bliver tilbage i skoven. Dermed er der ikke jord overalt, når man kommer hjem i køkkenet!
Er man til billeder, er det også en god idé at tage et kamera med. Har man et digitalkamera er det klart det bedste, men det er i hvert fald en god idé at have et kamera med til at fotografere oplevelserne. Det hænder, at man støder på noget specielt.
Tag også forhold til vejret! Tag passende tøj på og tag evt. en regnjakke med, hvis der er udsigt til vådt vejr.
Tag evt. også drikkevarer med, hvis det trækker ud. Man bliver hurtigt tørstig af en rask gåtur!
Øv! Den er allerede spist!
Man vil hurtigt som svampesamler opdage, at man ikke er alene om jagten. Både snegle og orm er vilde med svampe, så man kan finde selv den flotteste Karl Johan, og så er der orm i. Det er der ikke noget at gøre ved. Man kan skære den igennem og se, om der måske er et godt stykke, hvor ormene endnu ikke har haft fat.
Finder man en flok svampe, hvor de to første er fyldt med orm, får man hurtigt en mistanke om, at de andre også er fyldt med orm, men det er absolut ikke sikkert. Derfor må man være optimistisk og håbe, at der ikke har været dyr i de andre.
En anden ting er, at man selv er jaget på denne tid i skoven! Sommer og efterår er højsæson for skovflåter, så det er bedst lige at tjekke efter for dem, når man er kommet hjem!
Hjemme i køkkenet
Har man haft held med sig på svampejagten, er der svampe med hjem i køkkenet. Her vil den hurtige rensning af svampene i skoven komme en til gode, da svampene skal renses inden de kan bruges til madlavning. Hvis man har været god til at skære jordet af svampene ude i skoven, er de forholdsvis lette at gå til. Formålet med rensningen er at fjerne sand og jord, da dette er knap så delikat i maden. Har man ikke fjernet jordet fra svampene ude i skoven, vil man hurtigt opdage, at der er jord overalt på alle svampene, når man skal til at rense dem. Rensningen kan foregå med og uden vand. Man kan skylle sand og jord samt andre små partikler væk under vandhanen, men man kan også bruge fx en penslingspensel til at børste skidtet af med.
Udover jord og sand, er det også hensigtsmæssigt at skære større snegleangreb væk. Er det rørhatte, man renser, kan det også være en god idé at fjerne rørene. Hvis de er ufaste og svampede, er det mest hensigtsmæssigt at fjerne dem, da de kan give maden en vammel konsistens.
Renser man svampene med henblik på at bruge dem direkte til madlavning, er det letteste at bruge vand. Den eneste ulempe ved at bruge vand er, at svampene opsuger meget af vandet, hvormed de kan miste noget smag. Visse svampe kan også, hvis de er alt for vandede, blive smattede ved madlavningen. Bortset fra det, er det noget nemmere at gøre svampene rene under vandhanen end med en børste, og man kan selvfølgelig prøve at spare på vandforbruget.
Renser man svampene med henblik på at nedfryse dem, er det bedst at undgå rensning med vand. Man må tænke på, at vandet fryser til is under nedfrysningen. Her kan man i stedet fjerne det groveste jord og skidt og fryse svampene ned som de er. Det kan dog være en god idé lige at skære svampene igennem på langs for at tjekke, om der skulle være orm i. Når man så tager dem op af fryseren, for at bruge dem, kan man da rense dem hurtigt med vand.
En anden mulighed er at fryse færdiglavede svamperetter ned. Fordelen ved at fryse de hele svampe ned er dog, at man er mere frit stillet overfor, hvad man vil bruge dem til, og det giver som regel et bedre resultat.
Er det fx Karl Johan svampe, der fryses ned, er de næsten lige så gode som friske svampe efter tilberedningen, hvis man har frosset dem ned som de er.
En hel anden mulighed er at tørre dem i et specielt tørreapparat. Dette er også en ret anvendt metode til at opbevare svampe på. Det er dog ikke alle spisesvampe, som egner sig til tørring.
De forskellige arter
Der findes et hav af forskellige svampe, så kun nogle få interessante er taget med her. De fleste af disse er rørhatte, netop fordi de er lette at gå til. Hver enkel art er angivet med et symbol, som betegner svampens kulinariske egenskaber.
En enkel kokkehue: Spiselig, men uden fantastisk smag og konsistens. Den kan evt. bruges som blandsvamp.
En kokkehue med en lille ekstra tillagt: Fin som blandsvamp.
To kokkehuer: God spisesvamp, der både kan blandes sammen med andre bedre spisesvampe eller anvendes alene.
Tre kokkehuer: Rigtig god spisesvamp, der smager ganske godt og også med en god konsistens.
En kokkehue med rød overstregning: Enten er svampen uspiselig pga. smagen eller også vides det ikke om den er giftig.
Et enkelt dødningehoved: Svag giftig, der kan forårsage mavepine, kvalme og lignende.
To dødningehoveder: Giftig! Diarré, mavepine, opkast og lignende! Kan være dødelig giftig ved større indtagen.
Tre dødningehoveder: DØDELIG GIFTIG! Både rå og efter opvarmning!
Saml ikke svampe i udlandet, medmindre du er helt sikker på, hvad du gør. Der kan eksistere giftige svampe i andre lande, som ligner nogle af dem man er vant til at spise herhjemme!
Her kommer de forskellige arter som er taget med. Selvom de fleste arter her er hyppige at finde, så betyder det ikke, at de er til at finde i hver en skov. Nogle svampe forekommer også mere hyppigt i bestemte dele af landet. De svampe, som kun har fået en enkelt kokkehue, bør man lige læse Anvendelsen hos, inden man kommer dem i gryden.
Har du spørgsmål eller kommentarer til siden, er du velkommen til at skrive til mig på:
This email address is being protected from spambots. You need JavaScript enabled to view it.
M.v.h. René D. Andersen
Rørhatte
Karl Johan, Spiselig Rørhat
Bolétus edúlis
Edúlis, af latin og betyder spiselig.
Beskrivelse:
Hatten er som regel mellem 7-15 cm i diameter, men den kan, hvis man har øjnene godt åbne, findes i en lille størrelse på 4-5 cm. Modsat kan den i sjældnere tilfælde træffes i store eksemplarer, op til 20-25 cm. Her har den dog i fleste tilfælde haft besøg af orme eller snegle.
Stokken er kraftig og hvidlig til brunlig. Den har et fint hvidligt net, der er tydeligst midt på stokken.
Rørene er på friske eksemplarer ofte hvide, hvor de senere skifter over i en mere gullig farve. Til sidst en mørkere, gul farve. Rørene er ofte mere svampede når de først har fået den gule farve, hvorimod de er mere faste som hvide.
Kødet er hvidt og fast, og det skifter ikke farve ved gennemskæring. Det har en mild og nøddeagtig smag.
Hvor og hvornår:
Karl Johan kan findes både under gran og bøg, sidstnævnte er dog mest hyppigt. Den findes gerne steder hvor skoven ikke er så tæt. I bøgeskov, hvor stammerne står med gode mellemrum. I granskov står den gerne ved stier, men også i lysninger, hvor der ofte er mos på jorden. Den er ofte godt camoufleret i bøgeskoven, hvor den falder godt ind med bladene. Den træffes også under eg.
Den findes fra august til oktober. Den er meget afhængig af vand, så den kommer ofte i/efter en periode med meget regn, hvor man til gengæld kan finde den i stort antal. Så man skal kigge lidt efter den.
! Der findes en ”tidligere udgave af Karl Johan”, der forekommer allerede fra juni. Den kaldes Sommer-Rørhat og minder så meget om Karl Johan, at nogle vil hævde at det er den samme. Den skulle dog være lidt lysere og mere tør på hatten. Den har samme anvendelige egenskaber som Karl Johan, hvilket vil sige at den er en alle tiders spisesvamp.
Anvendelse:
Karl Johan-svampen er en af de bedste spisesvampe der kan findes i de danske skove. Derudover er det en yderst kødfuld svamp, så finder man den inden ormene, har man en god kraftig svamp med masser af mad i.
Karl Johan er fremragende både i tilberedt og i rå tilstand, hvor den har en mild smag af nød. Den kan erstatte champignoner i salaten, men den er også særdeles god tilberedt på panden med lidt løg og noget bacon (evt. også fløde). Sidstnævnte er rigtig godt ovenpå en bøf!
OBS! Hvis ikke rørene er helt hvide og faste, pilles de af hatten, da de giver en lidt vammel konsistens! Det kan man gøre ved at køre tommelfingere rundt mellem hattens bund og rørene.
Forvekslingsmuligheder:
Karl Johan kan forveksles med Galde-Rørhat, som smager forfærdeligt. Det vides ikke med sikkerhed om den er svag giftig, men da den har så grim en smag, vil man aldrig indtage en mængde, der kan være farlig. Galde-Rørhat har et kraftigt brunt net på stokken. Hos ældre eksemplarer er rørene ofte rosa i farven.
Kommer der ved et uheld en Galde-Rørhat med i maden, kan denne ødelægge hele retten med sin bitre smag. Det kan derfor være en fordel at smage på de rørhatte, som man har stemplet som Karl Johan, hvis man ikke er en erfaren svampesamler. Man er ikke i tvivl, hvis man står med Galde-Rørhatten! Den smager rent udsagt af galde!
Historie:
Karl Johan har fået navnet efter den svenske konge Karl Johan XIV. Den svenske konge var helt vild med svampen, så den fik navnet efter ham.
Galde-Rørhat
Tylopilus félleus
Af græsk: tylos betyder klump, pilos betyder hat.
Félleus af latin og betyder galde.
Beskrivelse:
Hatten er 6-15 cm i diameter og har en lys, brun farve. Kan også være gulbrun. Hatten er først let glat og senere tør.
Rørene er først hvide og senere rosa. Det skyldes de modne sporer som giver rørene et rosa skær. Farven kan ses mere tydeligt, hvis der har været en snegl i gang med at spise af rørene.
Stokken er gul til let brun med et kraftigt brunt net. Den kan både være tynd og tyk i forhold til hatten.
Kødet er hvidt og skifter ikke farve ved gennemskæring. Det har en stærk, fremtrædende smag af galde, der ikke ændres ved opvarmning. Man er ikke i tvivl når man smager på den. Den smager ganske forfærdelig!
Hvor og hvornår:
Galde-Rørhat er meget almindelig i nåleskov, men den kan også findes i blandet løvskov. Den kan normalt findes i små flokke, men træffes også enkeltvis.
Den kommer i august til oktober.
Anvendelse:
Galde-Rørhat er særdeles uanvendelig til madlavning på grund af dens bitre smag. Den smager forfærdeligt. Det vides ikke med sikkerhed om den er giftig, men der er ikke noget at være bange for, da man normalt aldrig ville spise den på grund af galdesmagen.
Forvekslingsmuligheder:
Den forveksles ofte med Karl Johan. Karl Johan har dog en mere fedtet hat og er ofte mere brun. Rørene på Karl Johan får heller ikke rosa farve, men bliver gule til svagt grønlige. Karl Johan har heller ikke et nært så kraftigt net på stokken, og det er også mere hvidt.
Dog forveksles de tit hos nye svampesamlere, da de ude i skoven til forveksling ligner hinanden. Man lærer dog at kende forskel når man har smagt på Galde-Rørhatten tilpas mange gange. Derfor er det en god idé at smage på de rørhatte, man har mærket som Karl Johan, da Galde-Rørhat med sin smag, kan ødelægge et helt måltid.
Her kan man let se den rosa farve på rørene efter sneglegnav.
Her er en Karl Johan og en Galde-Rørhat sammenlignet. Bemærk det brune net på Galde-Rørhatten!
Brunstokket Rørhat
Bolétus Bádius
Bádius af latin og betyder kastaniebrun.
Beskrivelse:
Hatten er 5-12 cm i diameter og er enten lys eller mørk kastaniebrun. Hatten kan være glat eller let slimet, og den kan også være tør.
Rørene er først helt bleggule og senere helt gule. Brunstokket rørhat kendes bl.a. på, at den blåner, hvis man trykker let på rørene.
Stokken er gulbrun og uden net. Den er glat og kan være tynd eller kraftig.
Kødet er hvidt til gulligt, men kan blåne svagt ved gennemskæring.
Hvor og hvornår:
Brunstokket Rørhat er meget almindelig i nåleskov, hvor den ofte kan høstes i flotte mængder. Har man fundet én Brunstokket Rørhat, kan det altså godt betale sig at kigge efter flere i nærheden.
Større eksemplarer er dog tit angrebet af orm. Brunstokket Rørhat findes både ved stierne og inde i tæt nåleskov. Den kan dog tit findes i græs i lysninger.
Brunstokket Rørhat findes fra august til langt hen i oktober.
Anvendelse:
Brunstokket Rørhat anvendes ikke i rå tilstand på grund af dens indhold af blåsyre, der kan give mavepine ved større indtagen. Den er dog en god spisesvamp når den er tilberedt. Er man heldig at finde nogle mindre faste eksemplarer, har man en rigtig god spisesvamp, der kan anvendes tilberedt som Karl Johan. Især stokken er værdifuld. Pil rørene fra, da de giver en vammel konsistens i maden, hvis der er mange af dem. Det er klart, at på helt små eksemplarer kan det være svært at skille dem fra hatten, men så er de også faste og giver ikke den vamle konsistens.
Forvekslingsmuligheder:
Brunstokket Rørhat kan muligvis forveksles med andre rørhatte uden net og som blåner, men den er meget let at kende, når man først har fundet den nogle gange. Den kan dog kun forveksles med andre spiselige rørhatte. I værste tilfælde står man bare med en svamp, der ikke har samme smagsegenskaber som Brunstokket Rørhat. Den kan ikke forveksles med uspiselige rørhatte!
▲
Pragteksemplarer af Brunstokket
Rørhat. Her er rørene helt fine og helt lysegule, næsten hvide.
Når Brunstokket Rørhat når denne størrelse, er den ofte ikke særlig værdifuld. Kødet i hatten har også mistet sin faste konsistens.
Punktstokket Indigo-Rørhat
Bolétus luridifórmis
Af latin: form som B. luridus.
Beskrivelse:
Hatten er 5-15 cm og mat mørkebrunt filtet og tør.
Rørene er tydeligt røde i mundingerne, men ellers er selve rørene gule. De er meget fine og mundingerne er meget små. De blåner tydeligt ved berøring, og de er ikke bundet til stokken. Der er en hul rand mellem stokken og rørene.
Stokken er kraftig som hos Karl Johan. Stokkens bund er gullig, men resten af stokken er rødlig. Det ligner, at den er dækket af en masse små røde prikker.
Kødet er tydeligt gult, men man skal være hurtig til at se det, for så snart man skærer i kødet blåner det lynhurtig og kraftigt. Den har et stort indhold af blåsyre. Den ser giftig ud ved gennemskæring, men det er den nu ikke.
Hvor og hvornår:
Punktstokket Indigo-Rørhat findes naturligt i bøgeskov. Dog også i granskov. Den findes både på sandet bund, som vindblæste, tørre skrænter eller lignende, men også i dybt bøgeløv. Den træffes enkeltvis eller i små flokke, men man skal være heldig, hvis man finder den i større mængder.
Den kan findes allerede fra juni til oktober, men den er mest almindelig i august-septemper.
Anvendelse:
Punktstokket Indigo-Rørhat har et rigt indhold af blåsyre, så den kan ikke spises i rå tilstand, da større mængder kan give slemme maveproblemer som diarré. Ellers er det en fremragende spisesvamp med en helt unik konsistens. Den er noget mere fast i kødet end Karl Johan, og det gør den yderst delikat i madretten. Kan anvendes ligesom Karl Johan i varmretter!
Forvekslingsmuligheder:
Den kan forveksles med andre Indigo-Rørhatte, der dog har net på stokken, f.eks. Netstokket Indigo-Rørhat som også er en god spisesvamp. Den kan ikke forveksles med giftige rørhatte.
OBS! Bemærk dog at den svagt giftige Satans Rørhat også har røde rørmundinger, men den er hvid til askegrå på hatten. Derudover lugter den ret grimt.
Rødsprukken Rørhat
Bolétus páscuus
Páscuus kommer fra latin og betyder eng, græsmark
Beskrivelse:
Hatten er typisk 3-10 cm i diameter. Den kan variere i farven fra lys til en mørkere brun, men har et rødt skær da laget under hathuden er rødt. Den sprækker og får lyse og rødlige farver. Derfor navnet Rødsprukken Rørhat. Hatten er tør og med en blød konsistens. Stokken er gul, men altid dækket af en tydelig rød farve. Den er tynd, sjældent tykkere end 1-1,5 cm og glat. Rørene er grove i det, og de er først gule, senere olivengrønne. De bliver hurtigt svampede. Kødet kan variere fra en meget lys gul til en almindelig gul farve.
Hvor og hvornår:
Der kan næppe passere et efterår, uden at Rødsprukken Rørhat har vist sig i skoven. Den forekommer normalt i bøgeskoven, men kan også findes under andre løvtræer og nåletræer. Den er en af de mest normale rørhatte i Danmark og gror i forskellige jordbunde. Rødsprukken Rørhat er tidligt ude og kan allerede findes i juli. Derfra er den størst i tal i august-september.
Anvendelse:
Rødsprukken Rørhat er ikke blandt de bedste spisesvampe. Den er kedelig i sin smag og har en blød konsistens. Derudover er den et hit blandt orme. Den kan dog bruges til at blande i retten med andre svampe som en blandsvamp. Her tilrådes det at fjerne rørene. Spises ikke rå!
Forvekslingsmuligheder:
Rødsprukken Rørhat forveksles ofte med Dugget Rørhat, og det kan til tider være svært at skelne mellem dem. Dugget Rørhat har en rødbrun stok, men sprækker ikke. Derudover findes der en sjældnere rørhat; Hvidsprukken Rørhat, men den har ikke den røde farve i hatten, og stokken er ikke i samme grad rød. Både Dugget Rørhat og Hvidsprukken Rørhat er spiselige, men uden store kulinariske egenskaber.
Hvidsprukken Rørhat
Bolétus porosporus
Porosporus betyder muligvis noget i nærheden af rigelig forråd.
Beskrivelse:
Hatten er ca. 4-9 cm bred, tør, filtagtig og brun i forskellige grader. Den er opsprækket i felter, hvor fugerne er hvide. Stokken er typisk 1-1,5 cm tyk og omtrent 4-6 cm høj. Den er lige eller svajet, gul foroven og nedefter hvid til brun. Den kan have et strejf af rød farve. Rørene er meget ujævne, grove, uensartede og kantede. De er først gule, senere mere olivengrønne. De blåner ved tryk. Kødet er mest lyst og bleggult og med en mild smag.
Hvor og hvornår:
Hvidsprukken Rørhat finder man i løvskoven, fra sensommeren til længere ud på efteråret. Den forekommer både enkeltvis og i mindre flokke. Den kan findes hist og her i landet.
Anvendelse:
Spiselig, men ikke anbefalingsværdig.
Forvekslingsmuligheder:
Hvidsprukken Rørhat kan hurtigt forveksles med Rødsprukken Rørhat. Hvidsprukken Rørhat adskiller sig dog ved at mangle den røde farve i hatten, og til dels på stokken.
Den kan muligvis også forveksles med Filtet Rørhat, men denne mangler sprækkerne i hatten, samt den har et groft mønster på stokken. Både Rødsprukken Rørhat og Filtet Rørhat kan spises.
▲Her er Rødsprukken Rørhat og Hvidsprukken Rørhat sammenlignet.
Bemærk, at Hvidsprukken Rørhat mangler den røde farve i hatten.
Dugget Rørhat
Bolétus pruinátus
Pruinatus kommer af latin og betyder rimdækket.
Beskrivelse:
Hatten er typisk 3-8 cm i diameter. Farven er mørkebrun med variationer, især med rødlige nuancer. I modsætning til sin nære slægtning Rødsprukken Rørhat, sprækker hatten ikke på Dugget Rørhat. På unge eksemplarer kan man ane et hvidligt, dugget skær. Stokken er i samme størrelsesorden som hos Rødsprukken Rørhat. Rørene er gule og blåner svagt. Kødet er gult og blåner svagt. Smagen er mild.
Hvor og hvornår:
Dugget Rørhat findes både i løv- og nåleskove fra midten til slutningen af efteråret.
Anvendelse:
Dugget Rørhat er spiselig, men er ikke værd at gå efter. Finder man den ung og uden orm i, kan den bruges som blandsvamp.
Forvekslingsmuligheder:
Dugget Rørhat kan let forveksles med Rødsprukken Rørhat og muligvis også med Filtet Rørhat. De er alle spiselige med samme halvkedelige smagsegenskaber.
Filtet Rørhat
Bolétus subtomentósus
Subtomentosus er en latinsk sammensætning og betyder næsten filtet.
Beskrivelse:
Hatten er 4-10 cm i diameter og tør. Den er lysebrun til mørkebrun og filtet. Lidt ruskindsagtig at se på. Stokken er 1-2 cm tyk og ca. 5-10 cm høj. Farven er hvid, gul til mere orangebrun. Den har ofte et aflangt netmønster som er tydeligst på den øvre del af stokken. Øverst har den gerne nogle lamelagtige forbindelser til rørene. Rørene er gule, men skifter hos ældre eksemplarer til at være mere olivengrønne. De er kantede og let blånende. Kødet er lyst, gulligt og har en mild smag. Det kan være svagt blånende.
Hvor og hvornår:
Filtet Rørhat støder man på både i løvskoven og i nåleskoven. Den kan findes enkeltvis eller i mindre flokke. Man kan finde den fra august til sent på efteråret.
Anvendelse:
Filtet Rørhat har ikke de store smagsegenskaber, men den er lidt bedre end Rødsprukken Rørhat og Dugget Rørhat, da den virker mere fast, og den er lettere at finde uden orm. En okay blandsvamp, især som ung.
Forvekslingsmuligheder:
Den kan forveksles med Dugget Rørhat, men de adskilles ved den røde farve og mønsteret på stokken.
Brungul Rørhat
Súillus lúteus
Luteus kommer af latin og betyder gul
Beskrivelse:
Hatten er på voksne frugtlegemer 5-10 cm i diameter. Den er kendetegnet ved at være hvælvet, hvor den i midten har en forhøjning. Hatten er lys til mørk brun, mørkest omkring midten. Den har et fint skællet mønster. I fugtigt vejr er hathuden meget slimet.
Stokken er som regel kort, hvilket vil sige, at den som regel virker lidt kort i forhold til hattens størrelse. Typisk 3-8 cm høj og 1-2 cm tyk. Den er dækket af en hinde, først hvid, enten ren eller med et violet skær. Senere mere brunlig. Hinden dækker på unge frugtlegemer rørene, men på ældre frugtlegemer vil det stykke af hinden, som har dækket rørene, være trukket tilbage, og den egentlige stok kommer øverst til syne. Denne er gul og har små, mere eller mindre tydelige mørke pletter. Man kan også finde ældre frugtlegemer, hvor næsten al hinden er væk, enten fordi den er slidt af eller spist af snegle.
Rørene er fine, runde og gule. På ældre frugtlegemer kan de have en mere brunlig farve.
Kødet er hvidt eller med gullige nuancer. Smagen er mild.
Hvor og hvornår:
Brungul Rørhat er meget almindelig under fyrretræer i sandet bund. Den kan også findes under gran, men det er noget sjældnere. Ofte kan man finde den langs sandede stier, hvor den kan findes i mindre eller større antal. Den findes som regel i september-oktober, men den kan også træffes allerede i august.
Anvendelse:
Brungul Rørhat er en udmærket spisesvamp. Den spises dog ikke rå! Inden den tilberedes, er det en god idé at fjerne den slimede hathud med en skarp kniv, da denne kan være knap så delikat i maden. Evt. kan hinderesterne også fjernes fra stokken!
OBS: Der er rapporteret om folk, der har udvist allergiske reaktioner overfor Brungul Rørhat. Vil man være hel sikker ved at spise den, kan man evt. starte med at spise den i en begrænset mængde. Man skal dog ikke være bange for at prøve.
Forvekslingsmuligheder:
Brungul Rørhat er svær at forveksle med andre rørhatte! Den kan dog, indtil man har fundet den et par gange i skoven, forveksles med Lærke-Rørhat, som også er spiselig. Lærke-Rørhatten vokser kun under lærketræer.
▲To ældre eksemplarer af Brungul Rørhat.
Her kan man se resterne af hinden på stokken.
Øverst på stokkene kan man også se de mørke pletter.
▲To unge eksemplarer af Brungul Rørhat. Her ses hinden, der dækker for rørene.
Lærke-Rørhat
Súillus grevillei
Súillus er en betegnelse for slim-rørhattene
Grevillei kommer af Robert Kaye Greville (1794-1866), som var en skotsk botaniker.
Beskrivelse
Hatten er typisk 5-10 cm i diameter. Farven kan variere fra en næsten citrongul til orangebrun farve, og i fugtigt vejr er den meget slimet. I tørt vejr er den lettere klistret. Stokken er 4-9 cm høj og smal. Ikke tykkere end 2 cm. På den øverste fjerdedel af stokken er en tydelig, hvidlig til gullig ring. Over ringen er stokken gulbrun til gul, og under ringen er den gulbrun. Rørene er tydelige og først gule, senere mere gulbrune. Rørene er tydelige; ikke så fine som hos Karl Johan, men heller ikke ligeså grove som hos Rødsprukken Rørhat. Kødet tydeligt gult og med en mild smag.
Hvor og hvornår
Lærke-Rørhat vokser kun i samliv med lærk. Dog kan Lærke-Rørhatten findes op til 20 meter fra sit værtstræ. Den er ret almindelig, og den findes typisk fra august til oktober.
Anvendelse
Lærke-Rørhat er en god blandsvamp, bedre end f.eks. Rødsprukken Rørhat. Den slimede hathud kan man trække af med en skarp kniv, da den er yderst udelikat i maden.
Forvekslingsmuligheder
Lærke-Rørhat er svær at forveksle med andre rørhatte pga. dens voksested under lærk. Der er rørhatten Brungul Rørhat, som normalt vokser under fyr, der kan ligne den meget. Den har dog mindst de samme spiselige egenskaber. Det er voksestedet, der er afgørende.
Her kan man se farvevariationen Lærke-Rørhattene.
Her er Brungul Rørhat sammenlignet med en Lærke-Rørhat. De kan godt ligne hinanden meget. Mere end de endda gør her på billederne. Ringen på Lærke-Rørhattens stok stammer fra et slimet slør der har dækket rørene. Ringen hos Lærke-Rørhat er ofte mere fritaget fra slørrester end hos Brungul Rørhat.
Broget Rørhat
Súillus variegátus
Det er latin og Súillus betyder lille svin og variegatus betyder broget.
Beskrivelse:
Hatten er gulbrun med lidt mørkere brune skæl. Hatten er typisk 4- ca. 10 cm i diameter, men findes større. Den er tør i det, men er i fugtigt vejr fedtet/klæbrig. Stokken er solid, typisk 1-2 cm tyk og ca. 4-8 cm høj. Stokken har samme farve som hatten, måske lidt lysere og til tider gullig! Rørene er mørkere end resten af svampe-legemet. Farven er et sted mellem mørk brungul til noget, der ligner olivenfarvede, og så blåner de ved berøring.
Kødet er lyst, hvidt til gulligt og blåner ved gennemskæring.
Hvor og hvornår:
Broget Rørhat findes i fyrreskoven, på sandet bund. Det gælder for Súillus-slægten (slim-rørhattene), at de udelukkende gror i nåleskovene. Broget Rørhat findes så kun under fyr, ligesom Lærke-Rørhat udelukkende findes under lærk.
Broget Rørhat er almindelig i Danmark og findes sædvanligvis fra september til oktober. Den kan dog findes både lidt før og lidt senere.
Anvendelse:
Broget Rørhat hører ikke blandt de bedste af rørhattene. Den er dog udmærket som blandsvamp. Den gør sig dog mere værdifuld end f.eks. Rødsprukken Rørhat, da den er noget kraftigere og mere solid i det! Broget Rørhat spises ikke rå, som andre rørhatte, der blåner!
Forvekslingsmuligheder:
Hulstokket Rørhat kan ligne, da den også har en skællet hat. Den kendes dog på sin hule stok og de mere uregelmæssige rør, som er lettere nedløbende og ofte underinddelte. Derudover har rørene været inddækkede af en hinde, som der ofte kan ses rester af! Den er derudover ikke blånende og vokser udelukkende under lærk! Hulstokket Rørhat er også spiselig.
Broget Rørhat kan også forveksles med Kornet Rørhat, som også vokser under fyr. På unge eksemplarer kendes den på hvide mælkedråber, som udskilles fra rørene. Rørene er mere lysegule hos Kornet Rørhat. Kornet Rørhat blåner ikke! Kornet Rørhat er også spiselig, endda anset for en god spisesvamp. Det har dog vist sig, at nogle synes overfølsomme overfor den med resultat af maveproblemer.
Kan muligvis forveksles med Grovporet Rørhat, som også er spiselig. Den blåner dog heller ikke, har noget lysere rør og er ret slimet.
Grovporet Rørhat
Súillus bovinus
Bovinus kommer fra latin og betyder noget med ko. På engelsk har den også navnet Jersey Cow Mushroom.
Beskrivelse:
Hatten er gul, orange til gulbrun. Den er glat og slimet og hvælvet. Diameteren er oftest 4-8 cm. Stokken er ± 1 cm tyk og ca. 4-8 cm høj. Den har hattens farve, eller måske lidt lysere i det og den vil ofte være krum eller ulige. Rørene er meget grove, og de er underopdelte. De er kantede og ujævne, og de nedløber lidt ad stokken. Farven varierer fra næsten hvid til gul, og på ældre eksemplarer mere olivengrønne. Kødet er hvid til gulligt med en mild smag. Kødet blåner ikke
Hvor og hvornår:
Grovporet Rørhat finder man kun, hvor der er fyrretræer. Den indgår ikke i mutualistisk symbiose med andre træer. Man vil ofte træffe den i flokke og oftest, hvor jordbunden er sandet. Grovporet Rørhat findes fra august til langt ud på efteråret.
Anvendelse:
Grovporet Rørhat er uden nogen særlig smag. I madlavningen bliver den ofte smattet. Den kan bruges som blandsvamp, men den er ikke værd at lede efter.
Forvekslingsmuligheder:
Kan måske umiddelbart forveksles med Broget Rørhat, men den blåner og er både mørkere og kraftigere i det.
Hulstokket Rørhat
Boletínus cávipes
Fra latin, hvor cavi betyder noget med hul og pes betyder fod
Beskrivelse:
Hatten er typisk 4-10 cm i diameter. Den er filtet og skællet og ret blød/ufast. Farven ligger mellem de gule og bruner toner. Derudover kan den have lidt hvælvede former. Stokken er ca. 3-8 cm høj og sjældent mere end 1 cm tyk. Farven minder meget om hattens. Øverst på stokken kan ofte ses spor af det slør, som har dækket rørene. Rørene er gule og grove, kantede. Derudover er de også underopdelte og nedløber lidt ad stokken. Kødet er hvidt til gulligt med en mild smag.
Hvor og hvornår:
Hulstokket Rørhat vokser kun under lærketræer. Den findes hist og her i landet fra august og ud på efteråret.
Anvendelse:
Hulstokket Rørhat er spiselig, men ikke særlig fantastisk. Den har en uattraktiv konsistens, og uden den store smag. Kan måske bruges som blandsvamp i mangel på bedre.
Forvekslingsmuligheder:
Den kan minde om Broget Rørhat (og Grovporet Rørhat). Den adskiller sig dog især fra dem ved at have den hule stok. Fælles for de tre er, at ingen af dem har særlige værdier med hensyn til madlavningen.
Snyltende Rørhat
Bolétus parasíticus
Parasiticus er latin og betyder noget i retning af snylter.
Beskrivelse:
Hatten er 4-7 cm i diameter, hvælvet og filtet. Den er tør eller fedtet, og den kan være sprækket. Farven er gulbrun til olivenfarvet. Stokken er 2-5 cm høj og ca. 0,8-1,5 cm tyk. Den er ofte krum. Farven varierer fra gul til mere brun. Blåner ikke. Rørene er gule til mere olivengrønne på ældre eksemplarer, og der ses ofte brune plamager. De er kantede, og de nedløber ad stokken. Kødet er lyst, gult og det blåner ikke.
Hvor og hvornår:
Snyltende Rørhat snylter på Almindelig Bruskbold, hvilket gør den ret speciel. Der er nemlig ikke mange større svampe, som snylter på andre svampe. Den findes kun sammen med Almindelig Bruskbold, hvilket også vil sige, at den ikke er i symbiose med nogen træer. Den er ikke så let at finde, men heller ikke umulig at finde. Den anses for at være relativ sjælden her i Danmark. Man kan finde den fra sensommeren og hen på efteråret.
Anvendelse:
Snyltende Rørhat anses ikke for brugbar til madlavning.
Forvekslingsmuligheder:
Da den kun findes som snylter på Almindelig Bruskbold, er den meget svær at forveksle med andre rørhatte.
Peber-Rørhat
Chalciporus (boletus) piperatus
Boletus af latin og betyder rørhat. Piperatus af latin og betyder peber.
Beskrivelse:
Peber-Rørhat er Danmarks mindste rørhat!
Hatten er typisk 2-5,5 cm i diameter, men kan godt træffes større. Farven er i de brune nuancer. Man kan sige, den er kanelfarvet. Hatten er blød og hvælvet. Stokken er ofte spinkel, 0,3-1 cm i diameter, og enten holder den nogenlunde samme tykkelse fra roden til rørene, eller også er den en anelse tykkere oppe under hatten. Stokkens højde kan variere fra få centimeter til 8 cm. Stokken er tit gul i bunden og fast.
Rørene er grove og kanelfarvede til mere rødbrune. De er svampede/bløde. Kødet er gult, kraftigst i stokken og fast. Smagen er stærk, men ikke på en ubehagelig måde. Det er en krydret smag, peberagtig.
Hvor og hvornår:
Peber-Rørhat kan både findes i løv- og nåleskov og er ret almindelig i Danmark. Den findes fra august til oktober.
Anvendelse:
Hvorvidt Peber-Rørhatten er spiselig eller ej er der lidt uenighed om. Dette skyldes nok dens skarpe smag. Der er nogen, som bruger den som krydderisvamp. Noget andet er, at man nok sjældent finder en større mængde, da den ikke er ret stor. Den anføres derfor til spiselig i form af krydderi. Altså som erstatning for f.eks. peber.
Forvekslingsmuligheder:
Peber-Rørhatten kan ikke forveksles med andre svampe her i Danmark pga. dens specielle smag, dens gule kød og dens kanelfarvede hat og rør.
Brun Birke-Rørhat
Léccinum scábrum
Beskrivelse:
Hatten er typisk 4-11 cm bred, men kan findes større. Den er brun i forskellige varianter, fedtet og mere eller mindre halvkugleformet. Stokken er 7-2 cm høj og 1-3 cm tyk. Den er hvid til lysebrun og tildækket af mørke skæl. Minder faktisk lidt om en birkestamme. Rørene er hvide, senere mere grå eller gullige. De er grove i det. Kødet er hvidt og blødt. I stokken kan det være lidt trævlet. Smagen er mild.
Hvor og hvornår:
Brun Birke-Rørhat finder man kun i samliv birk. Den kan forekomme enkeltvis eller i mindre grupper. Den kan findes fra sensommeren og godt ud på efteråret. Den er ret almindelig i Danmark.
Anvendelse:
Brun Birke-Rørhat må ikke spises rå. Tilberedt er det en okay spisesvamp. Konsistensen er ikke ret indbydende, da den bliver ret blød. Den egner sig nok bedst som blandsvamp.
Forvekslingsmuligheder:
Der findes en række forskellige birkerørhatte, som kan være vanskeligt at skelne fra hinanden. Det umiddelbare mest tydelige kendetegn for Brun Birke-Rørhat er nok, at kødet ikke skifter farve ved gennemskæring. For de andre birkerørhatte gælder samme spiselighed som hos Brun Birke-Rørhat.
Rød Birke-Rørhat
Léccinum versipélle
Beskrivelse:
Hatten er typisk 4-15 cm bred, men kan findes op til noget større end det. Den er hvælvet eller halvkugleformet. Farven er orange eller orangebrun. Stokken er ca. 8-15 cm høj og et par cm tyk. Den er hvid med sorte skæl. Rørene er tætte og hvide til gråbrune. Kødet er hvidt, men tager farve ved gennemskæring eller sneglegnav. Smagen er mild.
Hvor og hvornår:
Rød Birke-Rørhat finder man kun i samliv med birk, enten enkeltvis eller i mindre grupper. Den kan findes fra august og godt ud på efteråret.
Anvendelse:
For Rød Birke-Rørhat gælder det samme som med andre birkerørhatte, nemlig at den ikke må spises rå, men er en fin som blandsvamp ved tilberedning.
Forvekslingsmuligheder:
Der findes en rørhat ved navn Orange Aspe-Rørhat, som kun gror under bævreasp (poppel), der kan ligne Rød Birke-Rørhat lidt. Den er dog mere sjælden. Den har samme anvendelsesmuligheder. Derudover findes rørhatten Rustrød Ege-Rørhat, som kun findes i samliv med egetræer. Den er sjælden i Danmark. Denne er også spiselig. En anden sjælden rørhat med rød/orange hatfarve er Fyrre-Rørhat, som også er spiselig. Denne findes kun i samliv med fyrretræer.
Skønfodet Rørhat
Bolétus calopus
Beskrivelse:
Hatten er typisk 4-11 cm bred, robust og tør. Formen kan variere lidt. Farven er gulbrun til gråbrun. Stokken er robust, 1-3 cm tyk og ca. 5-8 cm høj. Den kan dog findes større. Foroven gul, men antager en kraftig rød farve ned mod basis. Der ses en tydelig nettegning. Rørene er gule og blåner ved tryk. De er runde og fine. Kødet er lyst, hvidligt til gulligt, men blåner hurtigt. Det er fast, og det har en grim bitter smag. Derudover lugter den surt, nærmest svovlagtig.
Hvor og hvornår:
Skønfodet Rørhat finder man i både løv- og nåleskoven. Her kan den findes fra sensommer til godt ud på efteråret. Den kan findes enkeltvis eller i små flokke, men den er ikke hyppig at finde i Danmark.
Anvendelse:
Skønfodet Rørhat har en utrolig træls smag. En bitter smag, som er værre end hos Galde-Rørhatten. Dette gør den komplet uspiselig. Muligvis er den ganske svagt giftig.
Forvekslingsmuligheder:
Med sit kraftige net på stokken, gule rør samt den røde stok og sin robuste struktur (og den grimme smag), kan den ikke umiddelbart forveksles med andre rørhatte.
Andre svampe
Krystal-Støvbold
Lycopérdon perlátum
Lycoperdon stammer fra de græske ord lykos, som betyder ulv og perdomai, som betyder fise. Perlatum stammer fra det latinske ord perlatus, som betyder meget bred.
Beskrivelse:
Krystal-Støvbolden er ikke til at inddele i hat og stok. Den har sin egen specielle form. Frugtlegemet er 3-7 cm højt og 2-4 cm bredt. Formen minder lidt om en pære. Frugtlegemet er dækket af en masse små, krystallignende skæl, som man let kan gnide af.
Farven er hvid, men med alderen vil farven skifte til en mere gullig og til sidst brun farve. Når frugtlegemet er brunt, er det modnet, hvormed toppen sprækker, og sporerne vil strømme ud. Finder man en brun Krystal-Støvbold, der ikke er sprækket, kan man træde på den, således den ”eksploderer” ud i en sky af sporestøv.
Kødets konsistens minder mest af alt om en skumfidus.
Hvor og hvornår:
Krystal-Støvbolden finder man både i løv- og nåleskov. Den findes for det meste i små eller større grupper. Den kan oftest findes fra august til oktober.
Anvendelse:
Krystal-Støvbolden er spiselig så længe, at kødet er hvidt hele vejen igennem. Er det gulligt eller brunt, skal man ikke spise den! Den kan spises både rå og tilberedt, men den bliver aldrig nogen fantastisk spisesvamp. Dog kan den fint bruges som blandsvamp.
Blander man Krystal-Støvbolden sammen med de andre spisesvampe på svampeturen, vil man hurtigt opleve, at de krystallignende skæl er overalt.
Forvekslingsmuligheder:
Der findes en række forskellige støvbolde, som ligner Krystal-Støvbolden. Disse er også spiselige, så længe kødet er hvidt! Den kan umiddelbart ikke forveksles med noget farligt. Dog skal man være opmærksom på, at der findes den almindelige bruskbold, som også støver efter samme princip. Den ligner dog ikke Krystal-Støvbolden på form, og den er langt mere hård. Derudover er den kraftig skællet.
Almindelig Kantarel
Cantharéllus cibárius
Kommer fra latinske cantharum, hvilket betyder bæger. Cibarius: beregnet til ernæring
Beskrivelse:
Hatten er 3-7 cm i diameter. De kan godt findes mindre, men så er der meget arbejde i form af rensning, i forhold til det man får ud af det. Hatten hos den Almindelige Kantarel er meget specifik. Der er ingen form for symmetri i dens form, og den er ujævn. Dog kan hatten godt være rund på små eksemplarer. Hatten er fast og farven varierer fra helt hvidgul til orange-gul.
Stokken er 0,5-1,5 cm tyk og typisk 3-6 cm høj. Den er fast, og farven varierer fra næsten helt hvis til orange-gul.
Lamellerne er også i en særlig grad specifikke hos Almindelig Kantarel. Der er ingen form for symmetri, og de er nærmest rosinagtige. Dog kan lamellerne hos yngre eksemplarer være en anelse symmetriske. Lamellerne er en glidende overgang fra stokken, og farven er typisk også en overgang fra stokkens farve til hattens farve.
Kødet er gul-hvidt, i nogle tilfælde næsten helt hvidt. Smagen er lidt skarp i rå tilstand. Lugten er abrikosagtig.
Hvor og hvornår:
Almindelig Kantarel findes ofte i en sandet skovbund. Den er almindelig under bøg og under grantræer. Den kan også findes under eg. Almindelig Kantarel træffes ofte på skrænter. Rundt i Danmark findes den i plantager med mager jord, især i Vestjylland, men den er almindelig i hele landet.
For Almindelig Kantarel er svampesæsonen lang. Den kan findes allerede i juni og helt frem til sidst i oktober. Måske endda ind i november. Almindelig Kantarel topper dog i august.
Anvendelse:
Almindelig Kantarel er en yderst velset spisesvamp, som også handles en del på svampemarkedet. Den skal tilberedes, da den ikke smager godt i rå tilstand. Den kan tilberedes på mange måder, og en simpel måde er, at riste den (dem) i lidt smør på panden. Så lige ovenpå noget ost på et stykke ristet franskbrød. Det smager rigtig godt, og kantarellens smag skinner tydeligt igennem.
Forvekslingsmuligheder:
På grund af Almindelig Kantarels specifikke egenskaber, er den svær at forveksle med andre svampe. Der er dog én forvekslingsmulighed. Dette er Orange-kantarellen, som også er spiselig, men absolut ikke med den samme smagsværdi. Orange-kantarellens lameller er meget mere typiske, symmetriske end hos Almindelig Kantarel. Hatten hos Orange-kantarel er også noget mere rund, og stokken er mere mager, tynd.
Almindelig Kantarel kan altså ikke forveksles med noget farligt, og har man fundet Almindelig Kantarel og Orange-kantarel et par gange, kan man så småt godt skelne dem fra hinanden.
Orange-Kantarel
Hygrophóropsis aurantiaca
Hygrophórus er græsk og betyder vokshat, -opsis kommer også af græsk og betyder lignende. Aurantiaca er latinsk og betyder orange.
Beskrivelse:
Hatten er typisk 2-6 cm i diameter og kan variere fra typisk orange til en mere lys gullig farve. Hatten er tør, og randen bøjer oftest ned over lamellerne. Stokken er tynd, ofte ikke mere end en halv centimeter tyk, sjældent i nærheden af 1 cm tyk. Stokken er sej, og farven varierer fra gul-orange til kraftig orange. Lamellerne er nedløbende ad stokken, og varierer fra gul-orange til orange. Lamellerne er spaltede, hvilket vil sige, at de deler sig i to.
Kødet er orange til mere hvidligt og sejt.
Hvor og hvornår:
Orange-kantarellen er meget almindelig og hører til i nåleskoven, hvor den ofte træffes i større flokke. Den findes ofte i bunker af grannåle og mindre, visne grangrene.
Orange-kantarellen kan findes fra august og hen i november.
Anvendelse:
Orange-kantarellen er spiselig, men den har en knap så tiltalende konsistens. Den er enten sej eller alt for vandet og smager i det hele taget ikke af ret meget. Derudover er den ofte angrebet af insektlarver. Den kan i mangel på bedre buges som blandsvamp. Spises ikke rå!
Forvekslingsmuligheder:
Orange-kantarellen forveksles gerne med Almindelig Kantarel, som er en langt bedre spisesvamp end Orange-kantarellen. Har man fundet begge dele nogle gange, kan man efterhånden kende dem fra hinanden. Orange-kantarellen kan med de nedløbende lameller og den specielle nedbøjede hatrand ikke forveksles med andet end Almindelig Kantarel, som endda er en langt bedre spisesvamp end Orange-kantarellen.
NB: Det skal dog nævnes at der er en lamelsvamp ved navn Plettet Flammehat, som ovenfra umiddelbart kan ligne Orange-kantarellen. Den har en lidt stærkere gul-orange farve, og den har ikke nedløbende lameller. Derudover kendes Plettet Flammehat på at den hurtigt får nogle brunlige, karakteristiske pletter på lamellerne! Plettet Flammehat har en bitter smag, som gør den uanvendelig til madlavning!
Tragt-Kantarel
Cantharéllus tubaefórmis
Tubaeformis kommer af latin og betyder trompetlignende.
Beskrivelse:
Hatten er 2-4 cm bred, lysebrun til mørkebrun og glat med mulige rynker. Den er tør og har en speciel form. Den er enten rund eller usymmetrisk bølget og krummer ned over lamellerne. I midten har den en fordybning. Stokken er ret karakteristisk. Den er gul til brunlig og glat og ca. 0,3-0,8 cm bred. Den kan være både rund og flad. Lamellerne er lysebrune til lysegrå og let nedløbende. De sidder spredt og ligesom en del af hatten. Til tider kan de være forbundet på tværs. Kødet er hult i stokken og har omtrent samme farve som det ydre.
Hvor og hvornår:
Tragt-Kantarellen kan både findes i løvskoven og i nåleskoven. Den fremstår sjældent alene, men findes for det meste i mindre eller især større flokke. Den findes som regel lidt senere på sæsonen, altså ud på efteråret.
Anvendelse:
Tragt-kantarellen er en udmærket spisesvamp. Den spises dog ikke i rå tilstand. Der skal dog mange til, før det ligner noget efter tilberedningen.
Forvekslingsmuligheder:
Tragt-Kantarellen er meget karakteristisk, men kan forveksles med sin nære slægtning Grå Kantarel, som er mere grå, og har en noget mere mørk gråbrun stok. Den kan også spises, men er ikke nær så god. Der findes også en anden lignende svamp ved navn Gul Trompetsvamp. Den er dog mere gul over det hele. Og det hele går lidt mere ud i et på svampen. Den er også spiselig. Tragt-Kantarellen skulle ikke kunne forveksles med noget giftigt.
Almindelig Netbladhat
Paxillus involútus
Stammer fra latin og betyder noget i retning af indrullet pløk.
Beskrivelse:
Hatten er typisk 5-12 cm i diameter og glat, ofte med et sprækket mønster ude ved hatranden. Farven går fra de gullige over i de mere brune toner. Ind mod midten er den nedsænket, og ude ved randen ruller den ind under lamellerne, i hvert fald indtil den bliver ældre. Ved overfladiske skrammer er den helt brun. Stokken er typisk 3-7 cm høj og ca. 1-2 cm tyk. Den har omtrent hattens farve og ved skrammer er den helt brun. Lamellerne er tætte og gullige og kan ligge lidt mellem hinanden uden at være ført helt igennem. De nedløber ad stokken. Ved berøring og skrammer tager de også brun farve. Kødet er bleggult og har en svagere syrlig smag.
Hvor og hvornår:
Almindelig Netbladhat er absolut ingen sjældenhed og er derfor god at kende. Den findes utrolig mange steder, endda også i mange haver. Den findes i mange typer skov, hvor den kan findes enkeltvis eller i mindre eller større flokke. Den kan findes fra august og helt hen i oktober. Ved milde efterår måske endda hen i november.
Anvendelse:
ABSOLUT INGEN!!! Almindelig Netbladhat står beskrevet i ældre/gamle svampebøger som spiselig. Man har siden da fundet ud af, at man ved gentagen indtagelse af svampen kan fremkalde antigen-antistofreaktioner, som i værste fald kan medføre døden. Mange har spist den uden problemer, men det er yderst ufornuftigt med hensyn til faren. Selvom man har spist den flere gange uden problemer, så kan den uheldige dag pludselig indtræde, så spis den ikke!
Forvekslingsmuligheder:
Almindelig Netbladhat er nem at kende, men kan forveksles med Elle-netbladhat, som udelukkende vokser under el og har mere æggegult kød. Derudover kan den måske minde om Sortfiltet Netbladhat (Viftesvamp), som dog kendes på kontrasten mellem de lyse, gule til lysebrune lameller og den mørkebrune til nærmest sorte stok. Derudover er den generelt noget større og vokser kun under nåletræer, og hatten er typisk langt mere asymmetrisk. Anvendelsen er den samme.
Mælkehattene kan også minde om i formen, men de indeholder mælkesaft.
Rød Fluesvamp
Amanita muscária
Muscárius kommer af latin og betyder flue
Beskrivelse:
Rød Fluesvamp er en svamp de fleste børn kender, da den er så let genkendelig og skrigende i farverne. Den er tilmed meget almindelig. Hatten er 5-15 cm i diameter og rød. Som ung, kraftig rød med en del hvidt skæl. Skællet er resterne af en hinde/fællesvøbet, der har beklædt hatten som skylles væk af regnen, så man kan godt finde en ung Rød Fluesvamp, der er helt hvid på hatten og kugleformet. Alt efter, hvor meget regn der har ramt hatten, kan hatten have meget, lidt eller intet skæl. Hatten får også en mere orange farve på hatten med tiden. Hatranden er let stribet/furet.
Lamellerne er hvide og frie. Frie betyder, at de ikke er hæftet på stokken.
Stokken er hvid med en tydelig ring/krave, der ofte er gullig. I bunden er en knold, hvor der lige ovenover er en række skælbælter. Stokken er 1-2 cm tyk. Kødet er hvidt til gulligt.
Hvor og hvornår:
Rød Fluesvamp findes meget tit under birk og gran, hvor den er meget almindelig. Man behøver nødvendigvis ikke ud i skoven for at finde den. Den kan også forekomme i parkarealer, hvor der ofte er birketræer tilstede.
Den træffes i august til oktober, men kan også vise sig sidst i juli.
Anvendelse:
Rød Fluesvamp er giftig, og ved stor indtagelse dødelig på grund af væsketab som følge af diarré og opkast! Den indeholder dog kun små mængder giftstoffer. F.eks. ibotensyre og muscimol, der forårsager kvalme, opkast og også fuldemandssymptomer, der er afløst af hallucinationer. Den kan altså virke som et rusmiddel.
Forvekslingsmuligheder:
Rød Fluesvamp kan ikke forveksles med andre svampe! Rødmende Fluesvamp er også svagt rød med rødmende kød, men den adskiller sig tydeligt fra Rød Fluesvamp.
Historie:
Østsibiriske folkeslag har brugt Rød Fluesvamp som et rusmiddel, da den netop giver hallucinationer. Nogle mener også at vikingerne benyttede sig af svampen, der så skulle være årsag til deres bersærkergang, men det har man ingen klare beviser for.
Her over er en række billeder af forskellige Røde Fluesvampe. Man kan bl.a. se farveforskellen og hvor meget skæl de har tilbage på hatten.
Her under ses også den Rødmende Fluesvamp.
