Bøger omkring de danske helte og andet dansk relateret, under 2. verdenskrig.
Som så
mange andre, interesserer jeg mig for 2. verdenskrig. Egentlig er det en
interesse som har hængt ved siden mine drengeår og som jeg bare ikke kan slippe.
Jeg husker tydeligt da vi i folkeskolen fik besøg af en foredragsholder som
havde været modstandsmand under krigen. Han havde været med til sabotageaktioner
og jeg synes at hans fortælling lød som det rene James Bond. At han samtidigt
var god til at formidle sit budskab og med fantastiske fortælleevner, fik
detaljer med som gjorde at man fik masser af billeder på sin "indre skærm",
gjorde ikke oplevelsen mindre. Størst indtryk gjorde han dog, da hans beretning
nåede over i en grusom tid i tysk koncentrationslejr, efter at han "blev taget".
Vi havde desuden en lærer på skolen som havde en fortid i modstandsbevægelsen og
også hans beretninger gjorde indtryk.
I øvrigt husede min farfar et par sabotører under krigen.
Om det er disse ting der gør det, ved jeg ikke, men selv om at jeg synes at det
meste historiske materiale fra krigen er interessant, er det det danske
modstandsarbejde som har min absolut største interesse.
Dette afspejler sig i min bogsamling, hvor der er en del bøger om emnet og det
er egentlig disse bøger som jeg vil lave en beskrivelse af i det efterfølgende.
Her er dog også bøger om andre sider af krigen som jeg finder interessant, men
alle bøgerne har danske relationer. Langt størstedelen af bøgerne er af ældre
dato og er for længst udgået fra boghandelen og må fremskaffes via et bogantikvariat.
Grunden til at jeg laver denne beskrivelse, er at det er ret uoverskueligt at finde rundt i de rigtigt mange bøger om emnet, samt at kvaliteten af indholdet svinger enormt. Nu skal jeg selvfølgelig passe på hvad jeg siger, da jeg jo ikke på nogen måde er ekspert, men derfor kan jeg jo godt give udtryk for min mening. Desuden er det jo heller ikke sikkert at andre har interesse i tingene ud fra samme indgangsvinkel som jeg. Jeg kunne selv ønske at andre havde lavet lignende beskrivelser, da det jo vil gøre min evige jagt på nye interessante bøger lettere. Emnet er stort og bøgerne er mange, så det er en jungle at finde rundt i, hvis man er lidt kritisk...
Jeg vil godt understrege at frihedskæmperne har min
allerdybeste respekt, uanset hvor i modstandsbevægelsens rækker de befandt sig.
Dette gælder også for disse folk som risikerede hårde straffe, samt nedbrænding
af deres huse, fordi at de havde modstandsfolk boende.
Jeg har derimod ikke
nogen respekt for de plattenslagere som enten gjorde deres gerninger,
udelukkende for egen vindings skyld, eller deciderede forbrydere som under dække
af modstandsbevægelsens navn, lavede grov kriminalitet eller endda mord.
Ligeledes undrer jeg mig lidt over filmverdenens valg i denne sammenhæng. Der
findes såmænd glimrende danske film om emnet, men i lyset af at denne tid i
vores historie er så populær blandt folk, er det besynderligt at der ikke findes
flere. Desuden er det direkte mærkeligt at der ikke er produceret så meget som
én eneste film, direkte ud fra 1. hånds memoirer. Der er jo ellers masser af
historier at tage fat på.
Eksempelvis var jeg i biografen, hvor jeg så filmen "Flammen & Citronen" og gik
egentligt derfra med en god filmoplevelse. Dog irriterer det mig godt og
grundigt at filmen er så ufatteligt ukorrekt i forhold til de historiske fakta.
Den korrekte historie om Flammen & Citronen, rummer da ellers rigeligt med
action til en helaftensfilm, så jeg ser da ingen grund til at ændre historien og
da slet ikke så groft.
Lad os komme i gang med bøgerne og menneskerne bag dem, så det efterfølgende er nærmest en slags boganmeldelser på udvalgte bøger om emnet fra min bogsamling.

Den første bog som jeg vil beskrive er kronen i min samling:
Hugo Horwitz & Knud Rasmussen
"En Sabotørs Erindringer"
Bogen er en førstehåndsberetning, hvor Georg Hugo Horwitz,
kaldet "Uffe" som dæknavn, beskriver sine oplevelser under krigen.
Bogen er holdt i en jordnær og neutral tone og beskriver på godt og ondt, tiden
hvor Uffe som ung mand, blev sabotør i BOPA.
Den neutrale fortællemåde om en lang ubrudt række af mildt
sagt rystende oplevelser, gør bogen ganske unik og spænende som en roman.
At oplevelserne er veldokumenterede i efterkrigsårene, gør bestemt ikke bogen
ringere.
At Hugo "Uffe" Horwitz personligt kastede sig ind i kampen med en jødisk baggrund, er i sig selv et vovestykke som har krævet et ufatteligt mod. At han samtidigt blev en af Danmarks absolut mest produktive sabotører, er for mig nok til at han fremstår som en af krigens allerstørste helte, fuldt på højde med Anders Lassen.
I bogen fortæller Hugo "Uffe" Horwitz om mindre og store aktioner i detaljer som blev udført med stort mod, frækhed og held og med en fortælleevne som gør at man næsten ikke kan ligge bogen fra sig, når man først er startet.
Blandt de største aktioner i bogen, kan jeg nævne "Torotor" og "Langebro", som enhver med lidt kendskab til sabotørvirksomheden kender til.
Bogen fortæller også om den kamptræthed som det store psykiske pres uundgåeligt fremkaldte og især kom til overfladen ved en bestemt hændelse.
Bogen er, tiden taget i betragtning, rigt illustreret med oprindelige billeder fra krigen.
Jeg kan på det allervarmeste anbefale enhver med bare lidt interesse i dette emne, at købe og læse denne bog. -Den er ganske enkelt den bedste jeg endnu har set!!
Bogen eksisterer både som hardback og paperback og sælges under 2 titler: "En Sabotørs Erindringer" og "Profession Sabotør - En sabotørs erindringer".
Om
forfatteren
Jeg har flere gange talt med Hugo "Uffe" Horwitz og kan
kun sige at han var en utrolig behagelig mand at være i stue med.
Hans positive væsen, kombineret med hans store menneskekendskab og intelligens,
gør også at han har været en meget vellidt praktiserende læge i sit arbejdsliv
efter krigen og til sin pension.
Hugo "Uffe" Horwitz døde juni 2010, 87 år gammel.
Billedet herunder, tog jeg en dag i 2008, en af de gange
jeg besøgte ham. "Det er da et godt billede" sagde han med et smil, da jeg viste
ham det på kameraets skærm.
Pladsen han sad på, ved bordet i stuen med ryggen mod væggen og udsigt til
døren, var meget typisk for ham. Han brød sig ikke om at sidde med ryggen mod et
åbent rum. Dette var en af arrene på sjælen fra krigen.
Jeg talte med Uffe sidste gang vinteren 2009 - 10.

Uffe har signeret mit eksemplar af sin bog og givet mig lov til at anvende affotograferinger af billederne i bogen og det vil der komme eksempler på nedenfor.

"Johnny" og "Uffe" i fine engelske uniformer ved krigens afslutning.

"Torotor" før og efter vellykket sabotage.

Langebro.
Et udvalg af Hugo Horwitz falske papirer fra krigen, her under dæknavnet "Leif Jørgensen".



Hans Edvard Teglers
"Kæmp for alt, hvad du har kært"
Også denne bog er en førstehåndsberetning af meget høj
kvalitet.
Hans Edvard Teglers fortæller om sin tid i modstandsbevægelsen, først i BOPA og
senere i "Holger Danske", hvor han som ganske ung, gjorde en god indsats..
Også denne bog er skrevet i et jordnært sprog og med en detaljerigdom som får bogen til at fremstå meget afdækket og ærlig.
Oplevelser som sabotageaktioner og en tid i fangenskab i Gestapos klør, gør bogen spænende og interessant, men også dagligdags problemer med logi, planlægning og angsten for at blive stukket, gør bogen god.
Også denne beretning, beskriver sabotage af en ret alvorlig karakter, hvor aktionen mod "Forum" er den mest kendte.
Bogen findes i flere udgaver, men sælges mig bekendt under
samme titel, uanset udgave.
Selve grundteksten er skrevet allerede i 1945 og alt er derfor beskrevet i frisk
erindring. Teksten er grammatisk rettet til siden.
Desværre er bogen ikke illustreret med billeder.
"Kæmp for alt, hvad du har kært" får også min varmeste anbefaling.

Børge Brandt & Kaj Christiansen
"Sabotage"
Bogen er en førstehåndsberetning, men denne gang set fra
en leders synspunkt, da Børge "Brandt" Thing var leder i toppen af BOPA
en stor del af organisationens levetid og overtog i praksis den egentlige
ledelse efter at Eigil Larsen blev afsat.
"Brandt" var en dygtig, vellidt og modig leder, som deltog aktivt i mange
aktioner, helt indtil krigens afslutning.
Børge "Brandt" Thing var involveret i modstandsarbejde fra et meget tidligt
tidspunkt i krigen og blev en af krigens mest erfarne sabotører.
Bogen beskriver mange sabotager af forskellig art, samt likvidering.
Bogen er en udløber af en artikelserie om BOPA i "Land & Folk" fra efteråret
1945, hvor Børge "Brandt" Thing havde et samarbejde gående med journalist Kaj
Christiansen. Til sidst har man altså valgt at samle materialet til denne bog.
Jeg tror ikke at der er nogen som kan sætte en finger på
det historiske, da bogen fremstiller tingene ud fra en korrekt og præcis måde.
På den måde har bogen høj kvalitet og giver et indblik i aktionerne og mændene
bag dem, på en meget saglig måde, hvor enhver form for ophøjelse er udelukket.
Det gør dog bogen ret tør at læse og der er ikke gjort meget ud af at beskrive
tanker og følelser hos den enkelte. Tværtimod har man på en overdrevet måde,
sørget for at ingen bliver fremhævet over andre og dermed hellere bagatelliseret
de stærkeste indsatser end at sætte tingene i forhold til hinanden.
Det er en gammel bog og grammatikken er der efter. Husk at den er fra en tid hvor man skrev tingene "med stort" i tide og utide og ligeledes ikke kendte til "Bolle-Å", men skrev "Aa".
Til gengæld er bogen rig på billeder og det i sig selv,
gør bogen interessant.
Jeg kan desværre ikke give eksempler herpå, pga. copyright.
Jeg vil anbefale bogen til historisk interesserede, som ønsker en konkret beretning, uden store tanker eller filosofi. Man skal ikke købe denne bog og forvente en knaldroman, men til gengæld får man et indblik i modstandsarbejdet, set fra en af de største profiler i modstandsbevægelsens historie.
Som så mange andre, ofrede Børge "Brandt" Thing en stor
del af sig selv under det enorme pres, som hans vigtige position under krigen,
krævede af ham. Der er ingen tvivl om at dette offer har gjort ham til en mærket
mand og han således var en af heltene som efter krigen har betalt en høj pris
for sin indsats.
"Brandt" var Børge Thing´s dæknavn under krigen og efter krigen blev han kendt i
offentligheden som: "Børge Brandt" fra BOPA.

"Brandt" ses yderst til venstre, forrest i billedet.

Mange forfattere, redigeret af Hans Røpke
"Danmarks Besættelse, Skildringer fra 1940-45"
Bogen er en samling af mange fortællinger om
modstandsbevægelsen, samt deporterede politifolk.
En lang række brudstykker af andres historier, erindringer og fiktion.
Bogen rummer fortællinger om BOPA, 4. maj, Flammen, Citronen, Shellhuset, folkestrejken, Frøslevlejren, deportation, Hvidstengruppen og meget andet.
Eksempler på forfattere: Knud Pedersen, Hans Edvard Teglers, Jørgen Røjel, Axel Holm, Ole Juul, Jens Lillelund, Jens Nyskov-Sørensen, Vilhelm Bergstrøm, Carl Aage Redlich, Poul Overgaard Nielsen og andre.
Bogen er udgivet som en af efterkrigstidens paperback
billigbøger af typen som skal "rives op" i siderne, da de ikke er skåret op fra
forlaget. Jeg var selv heldig at finde et eksemplar som var ulæst og måtte
derfor selv skære siderne op for at kunne læse bogen.
Der er ikke et eneste billede i bogen og den er trykt på groft genbrugspapir.
Fortællingerne er ganske gode og medrivende. Mange er
førstehåndserindringer og af meget høj kvalitet, mens andet er udklip fra en
roman og har derfor ingen historisk værdi overhovedet.
Desværre er det intet sted i bogen gjort klart hvornår der er tale om
faglitteratur eller skønlitteratur og det gør bogen ret uoverskuelig, hvis man
ønsker fakta.
Jeg synes at bogen er god og den kan læses af alle som har
interesse i modstandsbevægelsen. Den er let at læse og det gør den til en god
bog at gå til og fra, da det jo egentligt er en stor samling af mindre historier
og man derfor får mange "slutninger" igennem bogen.
Det er dog vigtigt at man gør sig klart at ikke alt indholdet er fakta eller
historisk og at bogen ikke gør opmærksom her på, så hvis man skal suge fakta ud
af bogen, følger der en del arbejde i kølvandet med at sortere tingene.

Lars Peter Sørensen
"Distrikt 14"
"Distrikt 14" er en samling beretninger og fakta
vedrørende våbenmodtagegrupperne i distrikt Silkeborg.
Her er beskrevet indsatser lige fra selveste Toldstrup til den enkelte
modstandsmand eller chauffør. Dette dækker emner som oprettelse af grupper,
oprettelse af modtagepladser, nedkastninger, problemer med at fragte godset i
sikkerhed, transport osv.
Bogen er en paperback fra 80érne, men i nydelig udførelse og i kvalitetspapir.
Det er tydeligt at der er lagt vægt på at indholdet skal
indeholde fakta og være veldokumenteret. Jeg vil også tro at overleveringerne
har lidt beskæringer i de tilfælde at de har været tvivlsomme i det lys at man
ønskede at "krydre" fortællingerne.
På trods af dette er bogen ganske spænende og medrivende, da fakta, billeder og
beretninger, går op i en utrolig velafbalanceret enhed.
Jens Toldstrup har beæret bogen ved at skrive forord. Et uddrag herfra lyder og
taler sit tydelige sprog: "Silkeborg og omegn har med dette værk fået belyst en
historisk detaille. Dette kunne ikke være gjort bedre og mere korrekt".
Bogen er rigt illustreret med masser af gode billeder.
Mange af disse er dog før set i andre bøger.
Her findes også kort som viser placeringerne af flere nedkastningspladser.
Jeg synes at bogen er virkelig god og mener at den kan læses af alle som har interesse i modstandsarbejdet. Den er spænende, også selv om at den ikke indeholder bloddryppende beretninger om sprængninger af fabrikker mens kuglerne flyver vildt omkring. Derimod kan man sagtens sætte sig ind i det psykiske pres som modtagegrupperne led under og man bør huske at de ikke kunne forvente nogen nåde hvis de blev taget.

Erik Bill Rasmussen
"Gestapos Fjender"
Bogen er en førstehåndsberetning, hvor Erik Bill Rasmussen fortæller om sine oplevelser som fange i Gestapos bur.
Beretningen begynder slet og ret med Eriks arrestation og
fortæller kun meget lidt om hvad baggrunden for denne var. Det skinner dog
tydeligt igennem at det er en form for illegal virksomhed som bringer tingene så
vidt.
Trods et rask flugtforsøg, bliver han altså "taget".
Efterfølgende handler om ubehagelige forhør af mere eller mindre sadistiske
tyske forhørsledere og om forholdene i en af "Husmandsskolens" celler.
Herefter følger en nøje beskrivelse af livet som fange i Horserød og senere i
Frøslevlejren.
Der er mange indtryk som er beskrevet livligt, eksempelvis frygten for at blive deporteret til KZ-lejr. Bogen indeholder også mange finurligheder om fangernes opfindsomhed og evne til at tilpasse sig og prøve at snyde fangevogterne med unddragelse, ekstra mad, eller hvad det nu kunne være.
Det er en gammel bog med hardback, udført i
efterkrigstidens genbrugspapir.
Bogen er fra 1946 og er i sagens natur grammatisk gammeldags.
Bogen er illustreret med enkle tegninger nu og da.
Jeg synes at bogen giver et godt billede af danske
fangeforhold under krigen, da selv den mindste ting er detaljeret beskrevet.
Desværre gør det bogen ret langtrukket at læse og til tider lidt kedelig, men
det er jo heller ikke let at få en beskrivelse af et fængselsophold til at lyde
som en knaldroman.
Jeg vil anbefale bogen for folk som ønsker et indblik i dette specifikke emne,
eller som kontrast til KZ-lejrenes rædsler.


Bob Ramsing
"Øjenvidnet: Sabotørens hverdag"
Bogen er en førstehåndsberetning, hvor Bob Ramsing fortæller om sin tid som sabotør i "Holger Danske", hvor han som ganske ung, startede på et ret tidligt tidspunkt i krigen og fortsatte krigen ud.
Noget som gør denne fortælling lidt speciel, er at den i
starten beskriver det lidt komplicerede forhold, som det har været for mange, at
skulle have et liv som hjemmeboende hos forældrene, til at gå op med
sabotørvirksomheden. I denne sammenhæng beskrives mange små detaljer, som gør
erindringerne meget troværdige.
Desuden er det en beretning om et fantastisk kammeratskab, hvor man ville gøre
og vove utroligt meget for hinanden.
Her er beskrevet både sabotage, likvideringer, men også aktioner som mislykkedes
og tab af kammerater.
Bogen er en paperback, udført i kvalitetspapir i
slutningen af 1970érne.
Den indeholder mange gode billeder, endda autentiske billeder som er taget under
aktioner.
Den er let læst, da den er skrevet i et letforståeligt sprog og tekstmæssigt
ikke er så stor.
Bogen er god og kan anbefales til alle som har interesse i
modstandsbevægelsen.
Den giver et godt indblik i aktionerne og menneskerne bag.
Her finder man også nogle af de tanker som ligger i kølvandet af at have været
medlem af en af krigens hårdest ramte modstandsgrupper, da Gestapo desværre
gjorde et dybt indhug i den.

Andreas Skov
"Sabotage"
Bogen er ret ny (2006) og er en samling af historiske fakta og overleveringer.
Her er gjort et arbejde ud af at forklare baggrunden for
sabotagevirksomheden og splittelsen i befolkningens opfattelse heraf.
De politiske vinde omkring samme er ligeledes udpenslet i bogen.
Her er også beskrivelser af sabotageaktioner og likvideringer.
Forfatteren har med bogen forsøgt at samle så mange fakta
som muligt og på den baggrund skabe et overblik over sabotagevirksomheden som
helhed. Det er han ikke udelukkende sluppet heldigt fra, da tallene, i visse
tilfælde, virker deciderede ukorrekte i forhold til øvrigt materiale om emnet.
Endda i forordet går det galt, da han skriver at BOPA havde ca. 400 medlemmer og
udførte i alt ca. 400 sabotager. 400 sabotager er langt under de tal, som andre
kilder forholder sig til.
Dog skal siges at bogen indeholder mange facetter og også rummer mange gode
betragtninger og historier.
Bogen er trykt som paperback på groft papir.
Den indeholder mange gode billeder, som desværre lider kraftigt af at være trykt
på det grove papir.
Bogen er til tider holdt i et kedeligt og tørt sprog og
det er bestemt ikke fortælleevne som bør fremhæves.
Her er brugt mange sider på at beskrive baggrunde og optakter til mange ting og
til tider følte jeg at den røde tråd udeblev. -Dog vil jeg påpege at det må have
været et stort arbejde at samle alt den information og for interesserede, er det
en fin samling viden.
Her er også en del gode sider, hvor forfatteren har samlet og sammenlignet de
enkelte fortællinger og ud fra det, lavet et sammendrag. Dette er gjort på en
glimrende måde og samler mange af de enkelte kendte sabotører i forhold til
hinanden, så for dette arbejde, skal der lyde ros herfra.
Her findes også virkeligt gode minutiøse beskrivelser af nogle af selve
aktionerne.
I bogens appendiks er der givet et godt overblik over de mest anvendte
sabotagemidler, samt en tidstabel over nogle store sabotager.
Jeg vil anbefale denne bog til folk som har en specifik
interesse i den politiske og folkelige baggrund for sabotagens væsen.
Den er ligeledes anbefalingsværdig for folk med særlig interesse i
modstandskampen.
Jeg vil derimod ikke anbefale denne bog som "begynderbog" om emnet.

Beretninger samlet af hans mor Suzanne Lassen
"Anders Lassen Sømand og Soldat"
Bogen er en samling af beretninger som beskriver Anders
Lassens liv fra drengeårene til hans alt for tidlige død i slutningen af krigen.
Lassen var den højest dekorerede danske soldat i den engelske hær under 2. verdenskrig og beretningen
afspejler en krigshelt i en klasse som kun enkelte tilhører.
Da det gik op for mig at det var en mors fortælling om sin
søn, groede betænkelighederne i mig, men efter at have læst bogen er enhver
tvivl borte: Denne beretning kan ikke gøres bedre, da den er velskrevet,
spænende og medrivende som en roman!
De tungeste dele i beretningen er dokumenteret og bogen virker meget troværdig.
Dette er den autentiske fortælling om en ung mand som ikke
ville acceptere at han skulle forholde sig passivt overfor nazismens
krigsrædsler.
Han lod sig indrullere i den engelske hær og gjorde sig, mildt sagt,
bemærkelsesværdig.
Han blev ekspert i guerillakrig og var med til at oprette det engelske
specialkorps SBS (Special Boat Service).
Især i Ægæerhavet, slog han sine folder og blev en navnkundig officer som man
omtalte med respekt.
Han var leder af typen som selv gik forrest og blev tildelt ikke mindre end
imponerende 3 Militærkors og et Victoriakors.
Udkom første gang i 1949, men kan stadigvæk købes som
nytrykt paperback.
Findes i et stort antal på brugtmarkedet og eksisterer både som hardback og
paperback.
Bogen er rigt illustreret med gode billeder.
Bogen er virkelig god og dette understreges også af dens
lange levetid på markedet.
Jeg vil anbefale denne bog til alle som er interesseret i krigen,
danmarkshistorie eller bare ønsker en anderledes bogoplevelse.

Ove Høegh-Guldberg
"En familie under besættelsen"
Bogen er en førstehåndsberetning, hvor Ove Høegh-Guldberg fortæller om sin tid i modstandsbevægelsen, hvor han gjorde en flot indsats i modtagearbejdet.
Bogen er skrevet i velformulerede vendinger og med en fin
fortælleevne.
Den beskriver på en ærlig og ligefrem måde, hvordan Ove Høegh-Guldberg startede
i det skjulte og lettere naive, for senere at være dybt involveret i de Jyske
modtagegrupper.
Imponerende nok, levede Høegh-Guldberg et fantastisk dobbeltliv, hvor han var
læge i egen praksis om dagen og modstandsmand om natten. Dette fortsatte alt for
længe og det må karakteriseres som et ufatteligt held at det gik godt.
Bogen giver et godt billede af samarbejdet med Toldstrup
og dennes arbejdsmetoder.
Ligeledes får man et fint indblik i arbejdsmetoderne ved våbennedkastningerne,
samt de problemer og opgaver der fulgte i kølvandet.
Bogen er en paperback, udført i fint kvalitetspapir.
Den er illustreret med helt usædvanligt mange gode billeder, heraf mange
rekonstruerede lige efter krigen. Dette fordi at forfatteren har været en dygtig
fotograf som flittigt brugte kameraet under krigen.
Jeg synes at bogen er rigtig god og jeg er ikke bange for
at anbefale den til alle som har interesse i nedkastningerne under krigen.
Bogen er spænende og med lidt indlevelsesevne, kan den sagtens opleves af folk
uden særlig interesse i disse "droppings", men hvis man ønsker en bloddryppende
historie, hvor kuglerne flyver vildt omkring, er det ikke denne bog man skal
have fat i.

Jørgen Kieler
"Hvorfor gjorde i det?"
Bogen er en førstehåndsberetning, hvor Jørgen Kieler prøver at give et indblik i tankegangen bag modstandsarbejdet.
Bogen beskriver Jørgen Kielers liv, fra barns ben til
krigen.
Dette har ikke min umiddelbar interesse og da dette fylder meget i denne bog, må
jeg nok sige at bogens første halvdel var tung at læse.
Da perioden under selve krigen bliver beskrevet, er der
brugt utroligt meget krudt på at beskrive en masse detaljer og tanker som for
mig at se, er ganske uinteressante.
Som jeg ser det, er det næsten lykkes at gøre et spænende emne aldeles
uinteressant med et væld af uvedkomne oplysninger og tanker.
Faktisk har jeg aldrig læst den sidste tredjedel af bogen... Jeg orkede simpelthen ikke.
Med mindre at man har særlig interesse i Jørgen Kielers
liv og tanker, vil jeg ikke anbefale denne bog overhovedet.
Der er dog spænende passager i bogen, men de fylder meget lidt.

Bogen herover har jeg købt, men ikke læst. Efter at have prøvesmagt bind 1, har jeg ikke mod på at gå i gang med denne bog. Især ikke da jeg har andre spænende bøger om emnet som venter...

En god ven som kender mig godt, kom forbi en dag med denne
bog og sagde: "Den her må du vist hellere læse". "Jeg skriver lige navn i den"
sagde han, greb en kuglepen og skrev mit navn i den!
"Den hører vist lige til i din bogsamling" konkluderede han og rakte mig bogen.
-Han havde ret! -Som sædvanligt....
Ib Melchior
Spionjæger
Bogen er en førstehåndsberetning, hvor Ib Melchior fortæller sin, mildt sagt, bemærkelsesværdige historie om sine oplevelser under 2. verdenskrig.
Her gjorde han tjeneste i den amerikanske kontraspionage
og var på den europæiske krigsskueplads i 2 år, fra 43´ og frem til et stykke
tid efter tyskernes overgivelse.
Hans opgaver her, udover at jage spioner, var bla. at opspore højtstående
officerer og krigsforbrydere som prøvede at skjule sig.
Bogen er skrevet på en spænende måde som gør den umulig at
lægge fra sig, uden at det på noget tidspunkt går ud over troværdigheden.
Efter en kort indledning bliver læseren kastet ud i en rystende beretning som
allerede starter under den specielle træning som Melchior gennemgik og som bare
fortsætter med at blive mere og mere intens.
Sag efter sag bliver gennemgået i detaljer som vidner om et helt særligt
menneskekendskab fra forfatterens side.
Oplevelserne som bliver gennemgået i bogen, er af så hårdtslående karakter at
det er forbløffende at han kunne holde til det i længden.
Mange år efter krigen rejste Ib Melchior igennem Europa for at gense de samme steder som han gjorde tjeneste i under krigen. Denne rejse foretog han i selskab med sin kone og store dele af denne rejse er også beskrevet i bogen. Dette er flettet ind i fortællingen på en god måde som giver en pæn afrunding af oplevelserne.
Der er en del billeder i bogen, både autentiske, samt
nogle af nyere dato. Man kunne ønske sig en lidt bedre billedkvalitet, da alle
bogens billeder lider hårdt på det grove papir i de små størrelser.
Den er trykt på groft papir i paperbackudgaven. Jeg har ikke set nogen
hardbackudgave og ved derfor ikke om en sådan eksisterer eller hvordan den er.
Bogen er virkelig god og kan læses af alle som har blot
den mindste interesse i krigen. Jeg vil endda mene at mange uden speciel
interesse for dette, kan få glæde af bogen.
Dog skal man have en vis alder for at få noget ud af bogen, da den beskriver
menneskelige og politiske sider som uværligt kræver lidt livserfaring at forstå.
Den er skrevet i et glimrende sprog og med en fin sans for hvad der kan
interessere læseren. Samtidigt er der udvist en fantastisk evne til at beskrive
lokationer og mennesker, så man næsten kan se det for sig.
En mageløs fortælleevne!


Dan Mouritsen
"Gefechtstand Silkeborg Bad"
Bogen er en stor samling af viden, billeder, historier og fortællinger omkring det tyske hovedkvarter på Silkeborg Bad under 2. Verdenskrig.
Bogen indeholder nøje beskrivelser omkring hovedkvarteret
på Silkeborg Bad. Herunder også de bestyrkningsanlæg og bunkers som findes på og
omkring området.
Bunkerne er meget nøje beskrevet med placeringer, typer og endda plantegninger
over de enkelte modeller.
Ligeledes er der tegninger af antiluftværnstårn og andre konstruktioner.
Her findes også en beskrivelse af de mennesker som færdes på stedet, både
officerer og andre.
Desuden er her beskrevet et hav af materiel, arbejdsgange og våben.
Bogen indeholder også fortællinger om enkelte situationer, både under og efter
krigen, som alle har forbindelse til Silkeborg Bad.
Bogen er skrevet i en neutral tone og det er tydeligt at
der er lagt meget vægt på at informationerne er så korrekte som muligt og dette
understreges med masser af dokumentation, billeder og vidneudsagn.
I dette værk er tilvejebragt en utrolig mængde viden og materiale som må have
taget mange år at samle sammen.
Forfatteren har med dette i ryggen også på overbevisende måde bekræftet eller
afkræftet flere detaljer fra andre bøger som også er relevante for emnet. Her er
der vist ikke meget tvivl om at Mouritsen har dokumentationen på sin side. Det
er tydeligt at bogen er skrevet af en ildsjæl som har en omfattende viden om
emnet.
Bogen er en hardback og trykt på mat papir i en rimelig kvalitet. Den indeholder mange billeder, tegninger og illustrationer som underbygger teksten. Billederne kunne dog være i højere kvalitet hvis de var trykt på glat papir.
Hvis man har interesse i historien omkring det tyske
hovedkvarter, er denne bog uundværlig. Den rummer en enorm mængde viden omkring
dette og jeg vil gerne give min bedste anbefaling til folk med denne interesse.
Til gengæld vil jeg også indskyde at bogens mange detaljer også er en tung
omgang at komme igennem og de fleste nok vil springe en del i stoffet. Selv om
at denne store samling af mange forskellige emner naturligvis kan virke noget
rodet, er bogen alligevel egnet som opslagsværk og det er nok der den har sin
største værdi.



Øverst bogen "Gå til modstand, nederst "Bevar ro og orden".
Eilstrup & Lindeberg
"De så det ske under besættelsen"
De 2 bøger er samlinger, historier, beretninger og
billeder fra besættelsestiden.
De er delt op i emner således at det ene bind "Gå til modstand" omhandler
modstandsarbejdet og det andet bind "Bevar ro og orden" beskriver dagligdagen,
tanker og politik.
Jeg synes at bogen "Gå til modstand" er den mest interessante og det er den som jeg vil koncentrere mig om i det efterfølgende.
Bogen indeholder, ud over grundteksten, også nogle uddrag
fra andre bøger som er spænende og giver et godt helhedsbillede af
modstandsarbejdet. Her er beskrivelser af alt lige fra nedkastninger, sabotage,
våben, materiel, , schalburgtage, clearingdrab og likvideringer som på glimrende
vis er sammensat til en interessant og overkommelig bog.
Bogen rummer en imponerende mængde billeder i glimrende kvalitet. -Faktisk har
jeg aldrig set en bog om emnet med så mange billeder som denne.
Bøgerne er udført som hardback og er trykt på mat papir og har rimeligt pæne billeder som kun kunne præsenteres pænere på glat papir. Det er dog forståeligt at billederne er trykt på dette papir, da der er billeder på hver side.
Hvis man har en let interesse i modstandsarbejdet og
ønsker en lidt bred viden om emnet, er "Gå til modstand" en glimrende
begynderbog. Den spænder dog så vidt at der selvfølgelig er tale om relativt
overfladiske forklaringer og indblik.
Erfarne læsere om emnet vil også kunne få glæde af bogen alene på grund af
mængden af de fine billeder.

Nogen egentlig forfatter er ikke opgivet, men bogen er redigeret af Th. Jessen. En del af stoffet er samlet af Th. Sabroe.
"Derfor måtte vi sejre"
Er en samling historier og beretninger om modstandsbevægelsen i det midtjyske.
Bogen er skrevet i en tone som er ret påvirket af krigen
og som nærmest må beskrives som selvhøjtidig og nedladende.
Denne tone klæder ikke bogen og i visse passager har jeg ligefrem stillet mig
tvivlende over for det saglige i indholdet. At den samtidigt er skrevet med
gammeldags grammatik, gør den alligevel lidt sjov at læse og understreger at det
trods alt er en gammel tekst. Jeg kunne næsten fornemme hvordan det ville have
lydt hvis den blev oplæst af Gunnar "Nu" Hansen.
Førsteudgaven er fra 1945 og da jeg ikke har set den, kan jeg ikke udtale mig om
kvaliteten.
Den viste udgave er fra 1985 og er trykt på fint kvalitetspapir som giver flotte
billeder. Der er faktisk mange gode billeder i bogen, så denne udgave er bestemt
værd at gå efter.
Når man som jeg, bor i lokalområdet, er det en sjov bog,
men set ud fra et bredt perspektiv er denne bog ikke noget stort.
Hvis man har en særlig interesse i modstandsarbejdet i det midtjyske, er bogen
er glimrende supplement, men som generel viden om modstandsbevægelsen har den
ikke den store værdi.

Jan Horskjær
"Silkeborg 1940 - 1945 - besat og befriet"
Bogen er en samling historier, beretninger og
forklaringer, som prøver at give et helhedsbillede af tilværelsen i Silkeborg
under 2. Verdenskrig.
Jan Horskjær forsøger med bogen at give så mange detaljer om dagligdagen for
almindelige mennesker, modstandsfolk og soldater, at man får et godt overblik
over tiden.
Her er redegørelser for utroligt mange ting, situationer, dagligdags problemer,
tanker, forlystelser, begrænsninger og udvikling.
Her er også beskrivelser af det rod som tyskerne efterlod i de bygninger som de
havde anvendt.
Bogen er en hardback som er trykt på fint papir og indeholder rigtigt mange flotte billeder. Det har været et stort arbejde at samle alle disse billeder og overleveringer.
Selv om at der er beskrevet modstandsarbejde i bogen er
dette ikke bogens hovedbudskab.
Til gengæld får læseren et godt overblik over hverdagen under krigen.
Bogen er skrevet i et letforståeligt sprog og forfatterens evne til at beskrive
tingene bør fremhæves som glimrende. Det er næsten som at stikke hovedet ind i
en tidslomme.
Dette er ikke nogen bog om frihedskampen og selv om den
også omhandler dette i små bidder, kan bogen ikke anbefales som sådan.
Er man derimod interesseret i det historiske indblik i hverdagens småting, er
dette lige bogen.
Bor man i Silkeborg, er bogen særlig interessant på grund af de mange gamle
billeder.


Peter Øvig Knudsen
"Efter Drabet", Samt dokumentarfilmen "Med ret til at dræbe"
Bogen er en samling af historiske fakta, fortællinger og
overleveringer, som alle omhandler modstandsbevægelsens likvideringer under 2.
Verdenskrig.
Forfatteren giver et nuanceret billede af krigens likvideringer og
baggrundene herfor og støtter dette med masser af dokumentation og samtaler. Samtidigt er der gjort et stort stykke arbejde ud af at
beskrive de konsekvenser som likvideringerne har haft for både de pårørende og
for likvidatorerne.
Bogen er ret ny, (1. udgave i 2001 ), og er udgivet i flere forskellige udgaver.
Min udgave er en "Pocket-udgave" og set i bakspejlet var det et dårligt valg, da
der er meget tekst i bogen og det derfor bliver anstrengende at læse de små
typer. Jeg vil klart tale for at vælge en større bog og hellere en brugt bog i
en ordentlig størrelse og kvalitet, end en ny pocketudgave i ussel udførelse.
Dog vil jeg nævne at efterskriften i de nyere bøger giver en god afrunding på
flere af bogens sager, men uden at det forandrer indholdet i bogens kapitler.
Bogen er på et tidspunkt udgivet sammen med en DVD, "Med ret til at dræbe".
Denne DVD viser en række klip fra interwiews med modstandsfolk og pårørende,
samt en del rekonstruktioner. Denne DVD kan som bogen købes løst og sagtens ses uden at læse bogen og
omvendt, men de støtter hinanden godt.
Der er nogle billeder i bogen af de forskellige personer, hvis historie som
beskrives. Personligt kunne jeg godt have ønsket mig flere billeder i bogen.
Forfatteren har grebet arbejdet an på en fin blanding af
journalistik og historik. Ordet "journalistik" kan let opfattes som overfladisk
og lidt plat, men det er bestemt ikke det jeg mener. Derimod er det det
opsøgende og målrettede som skal fremhæves.
Det er et ømtåleligt emne som er ankret dybt i de involverede og det er modigt
at indlade sig på en grundig undersøgelse og beskrivelse af disse ting. Det har
været ufatteligt vanskeligt at samle og skrive dette materiale, uden at træde
nogen over tæerne og forfatteren har ganske givet balanceret på en knivsæg
igennem hele processen.
Det har været et kæmpe arbejde med at samle alle disse informationer og det
skinner tydeligt igennem at der er lagt vægt på at alle informationer er så
korrekte som muligt. Dette demonstreres også i bogen, hvor der flere steder
sammenlignes og krydsrevideres i de forskellige kilder.
Teksten i bogen er godt skrevet og man får hurtigt tillid til indholdet.
Et fantastisk stykke arbejde!
Har man interesse i denne dystre side af
modstandsbevægelsens arbejde, vil denne bog absolut give det allerbedste
indblik.
Her bliver også afdækket andre sider af dette, i forvejen modbydelige, arbejde
og det er bestemt ikke rare ting som dukker op af dybet. Under dække af
modstandsbevægelsens likvideringer, har nogle begået rædselsfulde forbrydelser
som omfatter rovmord, hævndrab og røverier. Disse ting bliver også berørt i
bogen.
Hvis du vælger at læse denne bog skal du være forberedt på at din opfattelse af
likvideringerne vil blive ændret for altid og tingene fremover vil fremstå i et
dystert skær. Ikke fordi at likvideringerne ikke var nødvendige, for det var de,
men fordi at tingene pludseligt kommer forbandet tæt på.
Læs den, hvis du tør....
Dr. Nat. V. Dahlsen
"I Nazismens Helvede"
Bogen er en førstehåndsberetning, hvor forfatteren fortæller om sine oplevelser i tysk koncentrationslejr under krigen.
I bogen bliver man ført igennem en hjerteskærende
fortælling, hvor forfatteren, ganske uden skyld i nogen forbrydelse, bliver
taget til fange og deporteret til KZ-lejr, NeuenGamme & Sachsenhausen.
Her er dagligdagen fysisk og psykisk tortur, nedværdigelser, uretfærdighed,
sult, slavearbejde, mord, sygdom og død. Læseren bliver på en stille og neutral
måde ført igennem rædslerne med et væld af detaljer som klart understreger at
her virkelig er tale om en førstehåndsberetning af stor troværdighed.
Bogen giver et godt indblik i dagligdagens kamp for
overlevelse i KZ-lejr. Dette er gjort på en måde hvor læseren ikke skånes for
noget og får bekræftet grovheden de mange myteagtige og modbydelige historier om
emnet.
Medrivende og barsk.... BARSK!
Bogen er en paperback i efterkrigstidens grove kvalitet.
På de fleste sider er der simple tegninger som understreger teksten. Desuden en
del blandede billeder om emnet.
Teksten er i sagens natur gammeldags i grammatik og ordvalg.
Jeg tør roligt anbefale denne bog til alle med interesse for emnet. Den er velskrevet og oplysende på en måde som gør den svær at lægge fra sig. Dette er ellers en sjældenhed for en bog om fangenskab, men der er simpelthen meget indhold i form af historie og detaljerigdom.

Forskellige forfattere samlet af Johannes Fosmark
"Danske i Tyske koncentrationslejre"
Bogen er en lang række førstehåndsberetninger fra danskere
som under krigen blev deporteret til tyske KZ-lejre. Der er beretninger fra et
bredt udpluk af KZ-lejre af alt fra politimænd, modstandsfolk og tilfældige. Den
ene fortælling er mere grusom end den næste, men alligevel dukker der en lang
række relativt enslydende oplevelser frem, også selv om det er fra lejre som er
spredt over et stort område. Konklusionen må blive at der har været en vis
systematik i KZ-lejrenes metoder.
Bogen er fyldt op med velskrevne beretninger af høj og troværdig kvalitet. En
fantastisk samling af barske, ubarmhjertige, grusomme historiske fortællinger
som dokumenterer et sort kapitel i den europæiske historie. -Selv i krigstid!
Bogen er en paperback i efterkrigstidens grove kvalitet. Siderne er ligeså i grov genbrugspapir, typisk for bøgerne fra denne tid. Teksten er grammatisk typisk for bøger fra denne tid.
Bogen er udgivet allerede i 1945. Det gør fortællingerne
meget troværdige, da de er skrevet i fuldstændig frisk erindring. Dette
understreges også af de enslydende oplevelser i bogen. Man skulle tro at tonen i
teksten vil fremstå hadsk og bitter, men faktisk er teksten forbløffende
neutral, dog med et lettere syrligt strejf nu og da.
Der er enkelte billedesider indlagt. Disse er trykt på glat papir og er af høj
kvalitet. Disse er ikke direkte relateret til de enkelte fortællinger, men
indsamlede autentiske billeder. -Jeg vil tro at disse primært er taget af
amerikanske soldater. Der er måske ikke mange billeder i bogen, men der er til
gengæld ikke lagt fingre imellem, så motiverne fremstår aldeles uden nogen form
for censur!
Jeg synes at bogen er virkelig god og er ikke bange for at anbefale den til folk som ønsker indblik i denne del af historien. De mange beretninger flyder dog noget sammen og bliver svære at skille ad, så på den måde er bogen noget tung at læse. Den er nok mest velegnet i småbidder.


Carl Aage Redlich
"19. September"
Også denne bog er en samling af førstehåndsberetninger af
danske som har lidt pinslerne i koncentrationslejrene. Bogen adskiller sig
alligevel lidt fra de øvrige, da beretningerne udelukkende kommer fra brave,
uskyldige danske politifolk, som udelukkende blev deporteret af politiske
grunde.
Selv om bogens beretninger kommer fra vidt forskellige steder og tvangsarbejdets
karakter var vidt forskellige, ligner de alligevel hinanden en del. Også her
understreges den systematik som har præget arbejdsgangen og forholdene i disse
arbejdslejre. Undtagelser er dog de beretninger fra udekommandoerne, hvor
fangerne blev sat til at rydde op i de bombede ruiner. -Et bestemt ikke ufarligt
arbejde, hvor bygningerne kunne kollapse når som helst og udetonerede bomber
skulle fjernes.
Den ene beretning er mere hjerteskærende end den anden og der er ikke lagt skjul
på tanker og følelser. Følelser der kom til overfladen når hjælpen dukkede op i
form af Røde Kors-pakker eller afhentning af de hvide busser og ikke mindst Grev
Bernadottes indsats. Modtagelsen tilbage i Danmark har også sat betydelige spor
i de enkeltes erindringer!
Bogen er udgivet allerede i 1945 og grammatik og sprogvalg
er der efter.
Mit eksemplar er en hardback udført i grov kvalitet, typisk for tiden.
Der er tegninger og billeder i bogen som understreger stemningen. Disse er trykt
på det lidt grove papir og lider noget herunder, især da billederne ikke er
særligt store. -Dog er detaljerne tydelige nok til at få stemningen med!
Jeg synes at bogen er rigtig god og den giver et bredt
indblik i KZ-lejrenes rædsler. Der er mange detaljer med i bogen og
beretningerne stammer fra en del forskellige lejre. Dog bliver man mæt af disse
indtryk og beretningerne begynder at flyde noget sammen efterhånden som man
kommer igennem bogen. Af samme grund vil jeg vurdere at man får mest ud af bogen
i mindre bidder af gangen. Heldigvis er hvert kapitel i bogen selvstændige
beretninger og kan læses som sådan.
Jeg tør godt anbefale bogen til alle med interesse i deportationerne og
KZ-lejrenes rædsler.

Jørgen Jespersen
"Afdeling KK" / "KK og Krigen"
Jørgen Jespersen, den navnkundige "KK", har skrevet denne
førstehåndsberetning om sin indsats som sabotør i BOPA under krigen. "KK"
leverede en af krigens største danske bedrifter, som en af de absolut mest
aktive sabotører.
I 2½ år udmærkede han sig som en modig, snarrådig, dygtig og aldeles produktiv
sabotør, samt leder højt oppe i BOPA, hvor han til sidst havde omkring 50 mand
under sig (herunder bla. Hugo "Uffe" Horwitz).
Han var stærkt eftersøgt af Gestapo som jagtede ham skånselsløst. -Faktisk blev
han anholdt af Gestapo, men undslap mirakuløst ved hjælp af sin snarrådighed,
kun med en gennemhullet frakke fra Gestapomandens pistol.
Jørgen "KK" Jespersen´s bedrifter ligger i den absolutte højeste ende af dansk
indsats under 2. Verdenskrig, fuldt på højde med Anders Lassen.
Jørgen Jespersen har skrevet beretningen mange år efter
krigens afslutning og det har været magtpåliggende for ham at begivenhederne er
beskrevet korrekt. Til hjælp for dette, er der anvendt en del kildemateriale,
bla. originale aktionsrapporter og samråd med andre sabotører. Dette giver bogen
værdi i form af en høj troværdighed. Til gengæld er det gået noget ud over
detaljerigdommen i fortællingerne, da lidt uklare begivenheder, ganske simpelt
er udeladt! Det gør også at nogle af beskrivelserne er noget tørre og
afstumpede.
Her er beskrivelser af sabotager i den tungeste ende af skalaen, partisankrig
mod HIPO, samt problematikker med anskaffelse af våben og logi.
Mit eksemplar er en paperback, udført i billig kvalitet. Den indeholder en del billeder, endda billeder af resultater af nogle af sabotagerne. Desværre lider disse billeder af at være trykt på det matte papir.
Bogen et ikke ret stor, rent tekstmæssigt, så den er
hurtigt læst. Har man interesse i modstandsarbejdet, skal man da have denne bog.
Når det er sagt, synes jeg at Jørgen Jespersen burde have leveret en meget
større bog. Ikke mange (hvis nogen overhovedet) har været sabotør i så lang tid,
i det omfang som KK har. Med det kendskab til begivenhedernes gang, må der være
indhold til en langt mere rig bog og det er virkelig synd at den ikke er
skrevet! -Også selv om der skulle være uverificerede detaljer med i indholdet.
Som sagt: Har du interesse i modstandsarbejdet, bør du have denne bog, men
forvent ikke nogen knaldroman.

Jørgen Hesseldahl
"I Toldstrups Tjeneste"
Jørgen Hesseldahl var under krigen ganske ung
modstandsmand. Det startede med drengestregsagtige udskejelser i form af et blad
i kritiske toner, udgivet i et meget lille oplag i miljøet omkring Århus
Tekniske Skole.
Siden udviklede tingene sig og Gestapo fik øje på Jørgen, som måtte gå under
jorden.
Herfra gik tingene stærkt og Jørgen Hesseldahl blev dybt involveret i den jyske
modtagelse af våben fra England, samt sabotage.
Bogen er en førstehåndsberetning og beskriver tingene på
en enkel måde som må beskrives som ligetil og letforståelig.
Her er tanker, held, mod, død, frustration og flere andre ting set med en helt
ung mands øjne, så fortællingen
når vidt omkring.
Bogen giver da et indblik i Modtagegruppernes virkemåde, men dette er kun en
lille del af
indholdet i bogen. Ser man indholdet som helhed, er bogens titel nok lidt kulørt, da den nærmere beskriver Jørgen Hesseldahls oplevelser igennem
krigsårene.
Bogen er udgivet af Frihedsmuseets Venner Forlags Fond i
deres serie om modstandsarbejdet.
Bogen er en paperback, trykt på lidt groft papir. Her er en del billeder som
supplerer teksten med ansigter, lokationer og lignende og disse er også trykt
direkte på det grove papir.
Jeg synes bogen er god og velfortalt. Den skiller sig dog
ikke særligt ud fra mængden, men hører bestemt til i min samling.
Ønsker man en bog som giver et gennemgribende indblik i modtagearbejdet, er det
dog ikke denne bog som ligger først for.
Jeg vil gerne anbefale den til folk som sætter pris på en førstehåndsberetning, uden at forvente en endeløs heltemodig smøre med en lang bloddryppende indsats med kuglerne piftende vildt omkring.
Siden er som sagt under opbygning og flere bøger vil blive kommenteret hen ad vejen...

