Til Forsiden

 

 

 

 

 

 

Diabetes Mellitus - Sukkersyge

 

Diabetes er en ret almindelig lidelse i Danmark. Diabetes indeholder mange facetter og det kan være svært at huske alle de forskellige ting og begreber. Heldigvis er alle disse ting logiske og hænger sammen på bedste vis. Så hvis man endelig får sig sat ind i hvad og hvordan sygdommene som ligger bag begrebet diabetes hænger sammen, bliver det ret let at huske. Derimod er det komplet umuligt at huske tingene udenad! Derfor er det vigtigt at man forstår hvordan tingene hænger sammen og ikke bare sætter sig delvist ind i stoffet.
Denne side er blevet til fordi at mange af vores elever i den præhospitale verden har svært ved at se sammenhængen i sygdommene og dermed kommer til at bruge alt for mange resurser til at passe denne del af vores arbejde. -Der eksisterer tilsyneladende ikke ret meget materiale som beskriver tingene på en måde så der er sammenhæng i tingene. Illustrationerne er i min sædvanlige simple, nærmest barnlige tegneserieagtige stil, men det har vist sig at fungere glimrende på tavlen, så forhåbentlig fungerer det også her.

 

Diabetes dækker over flere forskellige sygdomme og selv om de ligner hinanden, er der alligevel forskelle. Kort fortalt er der Type 1, Type1½ og Type 2. Dertil eksisterer der andre varianter.

 

Diabetes Type 1 har flere navne: Type 1, IDDM (Insulin Demanding Diabetes Mellitus), Juvenil Diabetes, Ungdomsdiabetes og Insulinkrævende Diabetes. Alle disse navne er bestemt ingen hjælp til at mindske forvirringen, så herefter holder vi os udelukkende til "Type 1".
Type 1 opstår oftest i de unge leveår, typisk i eller før puberteten. Sådan set er det kroppens egen immunforsvar som fejlagtigt ødelægger de insulinproducerende celler i De Langerhanske Øer i bugspytkirtlen. Derved holder kroppen op med at producere hormonet Insulin som er nødvendig for at cellerne kan optage sukkerstofferne (Glukose) fra blodet.

 

Diabetes Type 1½ ligner Type 1. Det er det samme som der sker, men sygdommen kommer sædvanligvis senere i livet når patienten er voksen. Desuden adskiller Type 1½ sig ved at nedbrydningen af de insulinproducerende celler sker langsommere end ved Type 1.

 

Diabetes Type 2 har også flere navne: Type 2, NIDDM (Non Insulin Demanding Diabetes Mellitus), Senil Diabetes, Gammelmandssukkersyge. Igen er alle disse navne med til at skabe forvirring og nogle af dem er direkte misvisende, da også unge mennesker kan få sygdommen og at en stor del af Type 2 diabetikerne behandles med Insulin. Herefter holder vi os til navnet "Type 2".
Ved Type 2 produceres der Insulin i normale eller formindskede mængder, men kroppen reagerer ikke optimalt på det. Denne tilstand kaldes "Insulinresistens". Man kender ikke årsagen til at Insulinresistens opstår, men det har en sammenhæng med patientens levevis. En del af de nyopståede Type 2 Diabetes kan normalisere sig ved at patienten forandrer levevis med diæt og motion. Også dette er endnu en gåde for forskerne.

 

Lad os kigge lidt nærmere på det..

 

 

 

 

 

 

 

 

Det raske menneske

 

For at forstå sygdommene, er det nødvendigt at vide hvordan tingene fungerer i den raske krop.

 

For at fungere, kræver kroppens celler ilt og næring. Cellernes brændstof er sukkerstoffet glukose, så sukkeret i blodet er glukose. -Med andre ord er blodsukkeret glukose. For at forbrænde glukosen, kræver cellerne ilt. Cellerne er rene kraftværker som kan omsætte al den energi som de bliver forsynet med. Så jo mere sukker de får, jo mere bruger de.

 

Hver gang vi spiser noget, trækkes sukkerstofferne ud i blodet fra tarmene og føres til leveren som bearbejder det. Leveren omdanner sukkerstofferne til de to, molykylært set, meget simple sukkerstoffer, Glukose og Glykogen, som ligner hinanden meget. Er der mange sukkerstoffer i overskud, omdannes det til fedt og lagres i kroppens fedtdepoter som energi til svage tider.

Glukosen sendes ud i blodet og er en direkte og omgående justering af blodsukkeret. Derfor vil blodsukkeret stige lige efter et måltid.

Glykogen kan ikke umiddelbart forbrændes af cellerne og fungerer som kroppens sukkerdepot. Hovedparten af denne glykogen opbevares i leveren, hvor det hurtigt kan omformes til glukose.

 

Rundt om i kroppen måles blodsukkeret, så hjernen hele tiden har styr på tilstandene. Falder blodsukkeret ned til en vis tolerance, sender hjernen besked til bugspytkirtlen, som frigiver lidt Glucagon. Glucagon er et hormon der fungerer som signalstof til leveren om at blodsukkeret skal justeres lidt op. Leveren omdanner lidt af glykogen-sukkerstoffet til glukose og blodsukkeret stiger.

 

Cellerne kan ikke optage glukosen direkte fra blodet. Glukosen må transporteres ind i cellerne af særlige bæreproteiner. Der er masser af disse bæreproteiner til rådighed i organismen, så hvis de alle sammen uhæmmet begyndte at slæbe glukose ud til cellerne, ville blodet hurtigt rende tør for sukker. Heldigvis forholder disse bæreproteiner sig passive indtil de aktiveres af insulin. Insulin er også et hormon som produceres i bugspytkirtlen, nærmere betegnet i "De Langerhanske Øer" i bugspytkirktlen. Insulin er altså et signalstof som påvirker bæreproteinerne til at bære glukose over i cellerne.

 

Kort sagt, får insulin blodsukkeret til at falde, hvorimod glucagon får det til at stige.

 

I en rask krop fungerer alle disse ting i fin balance med hinanden og blodsukkeret ligger ret konstant, men stiger dog lidt efter måltiderne. Der er en huskeregel som hedder "4711". Det betyder at blodsukkeret normalt ligger mellem 4 og 7, men kan kortvarigt stige op til 11 efter et måltid.

 

Det har vist sig at det kan være en hjælp for forståelsen at få tingene visualiseret med billeder og illustrationer. Jeg har valgt at simplificere og visualisere processerne på en tegneserieagtig måde, da det fungerer godt for mig selv. Det er ikke sikkert at disse illustrationer er nogen hjælp for dig, men det er altså den måde jeg bedst kan forklare tingene på.

 

Efterfølgende illustrationer bygger på symboler. For at de giver mening må vi hellere kigge lidt på disse symboler:

 

De hvide firkantede figurer skal ligne sukkerknalder og symboliserer blodsukkeret.

 

Lastbilerne symboliserer bæreproteinerne som transporterer blodsukkeret over i cellerne. De tomme lastbiler er inaktive og de lastede er aktive.

 

Manden med det blå tøj skal forestille en chauffør og symboliserer insulin. Er der ingen insulin, kan bæreproteinet ikke transportere glukosen / Er der ingen chauffør, kører lastbilen ingen steder.

 

Manden med det grønne tøj kan ikke køre lastbilen og symboliserer insulinresistens. Insulinen er til stede, men kroppen reagerer ikke på det.

 

Denne mærkelige figur symboliserer en celle i kroppen.

 

Gifttromlen symboliserer skadelig syreophobning.

 

 

 

 

 

Det var lidt om symbolerne. Lad os nu kigge lidt på den første illustration som viser processen i en person uden diabetes:

 

Den gullige baggrund illustrerer det interstitielle rum, udenfor blodbanerne, hvor kroppens celler primært befinder sig. Den røde baggrund viser et blodkar på kapillært plan (lillebitte tynd blodåre).

 

Som det ses er der en passende mængde af blodsukker og bæreproteiner, samt insulin i forhold til hinanden. Insulinen påvirker bæreproteinerne til at transportere glukosen over i cellerne. -Vises som chauffører der sætter sætter sig ind i en lastbil og kører et læs sukker over i cellen.

Her er med andre ord sukker nok, bæreproteiner og insulin nok og organismen trives fint.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Diabetes Type 1

 

Type 1 opstår oftest i de yngre år. Af en eller anden årsag, begynder kroppens eget immunforsvar at nedbryde de insulinproducerende celler i bugspytkirtelen. Denne nedbrydningsperiode kaldes for "Honeymoon Effekten" og kan tidsmæssigt variere fra et par måneder til et par år. Når først disse celler er nedbrudt, er tilstanden kronisk og patienten bliver aldrig rask igen. Resultatet er at kroppens insulinproduktion mindskes under nedbrydningen, for til sidst at ophøre.

Kroppen kan herefter ikke selv producere det livsnødvendige insulin.

 

Efterhånden som insulinproduktionen ophører, kan cellerne jo ikke få tilført tilstrækkeligt med glukose, efter som insulinen er en nødvendig del af sukkertransporten over i cellerne. For at overleve, må cellerne anvende et andet brændstof og må ty til at brænde fedt af i stedet for glukose. Fedtet er netop oplagret energi til forbrænding i cellerne, men denne forbrænding er kun velfungerende i mindre mængder ad gangen. Der er masser af energi i fedt, så cellerne kan leve længe på det, men....

 

Fedtforbrændingen er ikke uproblematisk, når der afbrændes så massive mængder som en ubehandlet diabetiker gør det. Fedtforbrændingen efterlader nogle affaldsstoffer, de såkaldte ketonstoffer, som ingen trussel udgør i små mængder, men som er farlige i store mængder. Ketonstofferne består af acetone, aceteddikesyre og beta-oxysmørsyre. Bortset fra acetone, er de øvrige to ketonstoffer syrer og i større mængder er det ret skidt, da det sænker PH-værdien i organismen. Vores krop er meget følsom overfor forskydninger i syre/base-balancen og især cellerne i centralnervesystemet kommer hurtigt til at lide.

 

Også det interstitielle rum ( Rummet udenfor blodbanerne ) bliver surt, eftersom det er her affaldsstofferne jo kommer fra. Denne øgede surhedsgrad, hæmmer cellernes arbejde og blandt andet vil ilt-transporten forringes i sidste fase.

Kroppen kan kompensere for den stigende syrekoncentration, men kun i begrænset omfang. Denne kompensering sker ved at patienten trækker vejret hurtigere og dybere end normalt og får derved den såkaldte "Kussmaul´s Respiration". Den øgede respiration udskiller dermed mere CO2 end normalt og sænker på den måde PH-værdien i blodet. ( CO2 = Kulsyre ).

 

Den øgede surhed skyldes jo ketonstofferne og deraf navnet: Keto-acidose ( Acidose = forsuring, bliver surt ). I litteraturen kaldes tilstanden også for "Metabolisk acidose", som betyder "surhed på grund af stofskiftet" på dansk.

Opnås der en kritisk surhedsgrad, vil centralnervesystemet så småt begynde lave malfunktion. Hjernen ophører gradvist med at fungere og lukker til sidst ned og patienten dør, ( Diabetisk koma og død ). Dette vil ske hvis der ikke tilføres insulin.

Bliver det interstitielle rum for surt, bliver ilttransporten så ringe at patienten vil dø, uanset om de normale værdier i blodet rettes op med ilttilskud, insulin og sågar syreneutraliserende stoffer. I disse tilfælde er diabetikeren kommet for langt ud i et diabetisk shock og er endt i et såkaldt "Irreversibelt shock" ( Ikke vendbart shock ). Patienten er dermed døende og vil gå bort efter kortere eller længere tid, fra få minutter, op til et par døgn.

 

Ved et diabetisk shock er det med andre ord syre som er banditten.

 

Eftersom cellerne i stigende grad lever af fedt i stedet for det sukker som ikke bliver transporteret over i cellerne, stiger blodsukkeret. Leveren fortsætter med at producere glukose, men kroppen bruger det jo ikke, så det ophobes i blodet. Til sidst er der for meget sukker i blodet og kroppen begynder at dumpe det.

Sukker er vandopløseligt og skal dermed ud med urinen. Urinproduktionen øges så kroppen kan komme af med det overskydende glukose i blodet. Dette væsketab tages fra kropsvæsken, primært fra blodets plasma. Diabetikeren vil derfor føle en øget tørst og vil drikke og tisse meget.

 

Klinik og øvrige observationer.

 

Ketoacidose som følge af Type 1.

På illustrationen herunder ses at der ikke er noget insulin (chauffører) og bæreproteinerne (lastbilerne) dermed er inaktive. Sukkeret hober sig op i blodet, da det jo ikke bliver transporteret over i cellerne. Syrekoncentrationen stiger i organismen, da det er et restprodukt af den massive fedtforbrænding. Denne udvikling er meget uheldig og vil føre til Ketoacidose (for meget syre i organismen på grund af stofskiftet). Dette er resultatet af en ubehandlet / forkert behandlet Diabetes Type 1.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Diabetes Type 2

 

Type 2 kan opstå for unge som gamle. Type 2 diabetikerne udvikler den såkaldte Insulinresistens. Insulinresistens betyder at kroppen begynder at reagere dårligt på insulinen, så en del af effekten af insulinen går tabt.

 

Man ved ikke hvorfor insulinresistens opstår, men det kan oftest kædes sammen med patientens levevis. En del af patienterne med Type 2, kan oven i købet blive helt symptomfri, alene ved at ændre sin kost og dyrke mere motion. -Man ved heller ikke hvorfor dette kan ændre billedet, men sådan er det.

 

Efterhånden som kroppen reagerer dårligere og dårligere på insulinen, vil cellerne begynde at mangle brændstof. Dette vil starte fedtforbrændingen, på samme måde som ved Type 1.

Den stigende fedtforbrænding vil efterlade flere og flere ketonstoffer (Ketonstofferne består af acetone, aceteddikesyre og beta-oxysmørsyre) og syrekoncentrationen i organismen vil stige. Dette vil give præcis de samme problemer som ved Type 1 og ende i ketoacidose.

 

Ketoacidosen fører til et diabetisk shock, koma og død, hvis det ikke behandles.

 

Mange Type 2 diabetikere vil begynde at producere mindre og mindre insulin med årene. Nogle vil endda holde helt op med at producere insulin og har dermed ændret sin Type 2 til en Type 1.

 

Klinik og øvrige observationer er præcis de samme som ved Type 1.

 

Ketoacidose som følge af Type 2.

Som det ses på illustrationen herunder, er der masser af insulin (chaufførerne med hænderne i lommen), men de bestiller ikke noget. Resultatet er at bæreproteinerne (lastbilerne) ikke transporterer sukkeret over i cellerne og det ophobes i blodet. Cellerne lever af fedt og affaldsstofferne hober sig op i form af syre i organismen.

Ligesom ved Type 1, ender udviklingen i ketoacidose (ophobning af syre i organismen), selv om der er insulin til stede. -Insulinen virker bare ikke efter hensigten.

 

 

 

 

 

 

 

Øvrige Diabetestyper

 

De øvrige diabetestyper, ligner enten Type 1 eller Type 2 så meget at der ikke er grund til en gennemgående gennemgang i dette værk. De overfladiske forskelle bliver dog nævnt kort.

 

Type 1½ (LADA)

Type 1½ opstår på samme måde som Type 1, hvor kroppens egen immunforsvar går til angreb på de insulinproducerende celler i bugspytkirtlen. Resultatet er også det samme, men forløbet med nedbrydelsen (Honeymoon Effekten) tager som regel noget længere tid end ved Type 1.

Den største forskel på Type 1 og Type 1½, er tidspunktet i livet hvor sygdommen opstår, da Type 1½ rammer voksne mennesker.

Man ved ikke hvorfor sygdommen opstår.

Sygdommen ender reelt som Type 1.

 

 

MODY ( Maturity-Onset Diabetes of the Young )

Mody er en Diabetestype hvor patienten gradvist begynder at producere mindre insulin og minder i den sammenhæng om Type 1. Forskellen er at nedbrydningsprocessen går meget langsomt og kan oven i købet gå i stå. Patienten har således velfungerende insulin, men i for små mængder. Dette gør sygdommen ret lumsk, da en læge let kan forveksle MODY med både Type 1 og Type 2 og dermed stille en fejldiagnose.

MODY er den mest arveligt betingede af Diabetesformerne, da cirka halvdelen af børnene fra forældre, hvor den ene part har MODY, også vil arve sygdommen.

Ikke alle patienter med MODY behøver behandling med insulin.

 

 

Graviditets Diabetes - Gestationel Diabetes

Sygdommen opstår oftest i den sidste halvdel af graviditeten hos disse patienter. Sygdommen udvikler sig på samme måde som Type 2 med insulinresistens (nedsat effekt af insulinen), samt en nedsat insulinproduktion.. Sygdommen forsvinder oftest af sig selv efter fødslen, men patienten er særligt disponeret for at udvikle Type 2 senere i livet.

 

 

 

 

 

Medicinering af Diabetes

 

Type 1 kan kun behandles med insulininjektioner. Kroppen er indrettet således at enhver slags insulin nedbrydes totalt under indtagelse igennem fordøjelsessystemet, så insulin i tabletform er udelukket.

De fleste Type 1 patienter foretrækker at indtage sin insulin ved selv at styre indsprøjtningerne. Den mest almindelige metode er de halvautomatiske "Novopenne" fra Novo Nordisk. Novopennene eksisterer i flere forskellige udgaver og har lidt forskellige funktioner, som dog ofte overlapper hinanden. Med disse indgiftpenne, styres insulinmængden meget nøjagtigt.

Injektionsstederne er fordelt på mave og lår, hvor hurtigtvirkende insulin indgives i maven og langsomvirkende insulin indgives i lår.

Nogle diabetikere bærer en insulinpumpe som mere eller mindre automatisk efterligner kroppens måde at tilføre insulin på. Disse insulinpumper bæres som regel i et bælte. De er forbundet til patienten med en indføringsslange som ender ud i en lille nål som holdes fast til maven med et plaster.

 

Mange Type 2 patienter tager også injektioner med insulin, på samme måde som patienter med Type 1. De fleste Type 2 diabetikere supplerer eller klarer sig udelukkende med tabletter med stimulerende medicin. Disse tabletters virkning kan deles op i to hovedgrupper, da de påvirker forskellige ting.

Den ene gruppe tabletter, stimulerer bugspytkirtlen til yderligere produktion og frigivelse af insulin. Stofferne i denne gruppe kan indeholde følgende aktive stoffer: Sulfonylurinstof, Meglitinider. Desuden eksisterer der et stof som hedder GLP-1-analog, som også øger egen produktion af insulin, men dette stof injiceres.

Den anden gruppe øger effekten af det i forvejen tilstedeværende insulin. Stofferne i denne gruppe kan indeholde følgende stoffer: Biguanid, Glitazoner.

 

 

 

 

Hyperglykæmi - Højt blodsukker

 

Hyperglykæmi betyder at blodsukkeret er højere end normalt. Med mindre at personen lige har spist, vil et normalt blodsukker ligge imellem 4 og 7 mmol/Liter. Er det højere end det, er højere end normalt. -Efter et måltid, kan en rask person dog kortvarigt opnå et blodsukker op til 11 mmol/Liter.

 

Hyperglykæmi er resultatet af Diabetes, så når en diabetiker får konstateret sin sygdom, vil blodsukkeret altid være højere end normalt.

 

Hyperglykæmi medfører en forhøjet urindannelse og kan dermed dehydrere patienten, men bortset fra det, er hyperglykæmi isoleret set, ikke noget som truer patienten akut. Som tidligere nævnt er det syreophobningen fra fedtforbrændingen som kan være akut livstruende.
Hyperglykæmi og ketoacidosen (syreophobningen) følges dog ad, så et højt blodsukker bør så absolut skærpe opmærksomheden på en eventuel ketoacidose.

 

 

 

Behandling af Hyperglykæmi præhospitalt

 

Som nævnt er hyperglykæmi i sig selv ikke akut truende, men det er den medfølgende ketoacidose (syreophobning) til gengæld.

Dermed er det symptomerne på syreophobningen som der skal observeres tæt. -Kussmaul´s Respiration (hurtig dyb vejrtrækning) og bevidsthedsændring er de mest synlige, men alle de tidligere nævnte symptomer bør medtages i overvejelserne.

Er der tegn på ketoacidose, må patienten betragtes som kritisk. Præhospitalt kan vi ikke gøre ret meget andet end at anlægge et drop og indgive isotonisk saltvand. Væsketilførselen vil mindske plasmakoncentrationen af syre og modvirke dehydrering.

Vurderes der at være ketoacidose, indbringes patienten hurtigt med udrykning og modtagende afdeling informeres om patientens symptomer, blodsukkermåling og generelle tilstand.

 

 

 

 

 

Hypoglykæmi - Lavt blodsukker

 

Hypoglykæmi betyder at blodsukkeret er lavere end normalt. Denne tilstand kan kun opnås naturligt ved meget langvarig sult og selv her er symptomerne noget anderledes. Når vi taler hypoglykæmi i forbindelse med diabetes, er det altid i forbindelse med en fejlbehandling med medicin. Denne fejlbehandling opstår ofte ved at diabetikeren indtager sin insulin og derefter glemmer at spise et måltid. Det går også jævnligt galt imens diabetikeren sover og det langtidsvirkende insulin er lidt kraftigere end beregnet.

 

Hypoglykæmi som følge af injektion af insulin, kan opstå djævelsk hurtigt. Fra at de første symptomer på lavt blodsukker opstår, til at diabetikeren ikke længere kan hjælpe sig selv, kan komme indenfor få minutter. Hypoglykæmi kan opstå både efter indtagelse af de stimulerende tabletter og som nævnt injektion af insulin.

 

Hypoglykæmi opstår fordi at der er en overflod af insulin. Insulin vil ukritisk påvirke bæreproteinerne til at transportere glukosen over i cellerne, så er der for meget insulin til rådighed, tømmes blodet hurtigt for glukose. Lige så hurtigt som leveren udsender nyt glukose, fjernes det næsten omgående igen, så kroppen er ikke beredt på at håndtere denne situation.

Fedtforbrændingen tager lang tid om at starte op, så det er ikke til nogen hjælp ved det lynhurtige fald i blodsukkeret.

Kroppen ender hurtigt i en krisesituation og udskiller adrenalin i blodet. Adrenalin er kroppens kamphormon og udskilles altid når hjernen vurderer at kroppen er i livsfare. Adrenalin starter en række reaktioner i kroppen, hvoraf en del er synlige med det blotte øje. -Mere om det senere.

Hvis ikke der tilføres nyt sukker, til organismen, vil patienten ende i et insulinshock med bevidstløshed og død til følge.

 

Hypoglykæmi er når blodsukkeret er under 4, men det er meget individuelt hvordan den enkelte reagerer på det. Dermed mener jeg at nogle mennesker er helt klare i hovedet ved 3 mmol/Liter, hvor andre nærmest er bevidstløse. Af samme grund er det vanskeligt at lave en målbar skala for hvordan "man" reagerer, alene ud fra en blodsukkermåling. Derfor har man inddelt stadierne for hypoglykæmi i forhold til patientens tilstand og kaldt dem "Føling", "Insulintilfælde" og "Insulinshock".

 

 

 

Føling

 

Første stadie af hypoglykæmi kaldes for "Føling", eller "Insulinføling".

Føling kan sammenlignes med den fornemmelse alle mennesker oplever efter for lang tid uden mad.

Føling hos diabetikeren er et udtryk for at behandlingen er velreguleret fint og de fleste diabetikere mærker dagligt følingen. Desværre mister nogle diabetikere evnen til at fornemme følingen med årene, så for disse patienter er det meget svært at undgå at blodsukkeret bliver for lavt.

Personen er klar og vågen og kan hjælpe sig selv i dette stadie.

 

Symptomerne på føling er/kan være:

 

 

Insulintilfælde

 

Insulintilfælde er næste trin nedad i hypoglykæmien.

Patienten er nu ude af stand til at hjælpe sig selv, da centralnervesystemet er begyndt at lave malfunktion på grund af mangel på brændstof. Personligheden kan ændres til alt fra lallende glad, til grædende, aggressiv, modvillig, ubehøvlet, ondskabsfuld, dementagtig eller måske ligefrem være voldelig. Alle disse ting er mulige, selv om personen er stille, sød og behagelig i sin normale tilstand.

At patienterne ofte også får kvalme og opkast, samt er svimmel i dette stadie, gør desværre at de fleste mennesker fejlagtigt tror at patienten er beruset (alkohol) og overvejer ikke engang om de kan være syge.

Kroppen lider slemt af sukkermangel og adrenalinspejlet er meget højt. Af samme årsag vil man som regel se store pupiller, bleghed og koldsved, måske er patienten endda helt gennemblødt af sved.

Patientens bevidsthedsniveau er faldende og man skal overveje om det er forsvarligt at give vedkomne noget at spise, på grund af risiko for fejlsynkning.

 

Symptomerne på Insulintilfælde er/kan være:

 

 

Insulinshock

 

Insulinshock er en livstruende tilstand. Patienten er bevidstløs, da hjernen nu lider voldsomt af mangel på brændstof. Patienten er selvsagt helt hjælpeløs i tilstanden og i akut livsfare.

Hvis blodsukkeret fortsætter med at falde, vil centralnervesystemet sætte mere og mere ud. Måske vil patienten kortvarigt krampe som en epilepsipatient. Centralnervesystemet vil begynde at lide skade og når skaderne når et vist omfang, vil centralnervesystemet lukke ned og patienten dør.

Insulinshock forveksles desværre ofte med apoplexi (blodprop eller blødning i hjernen) af mennesker som arbejder i den præhospitale verden. Dette skal undgås, hvorfor der altid skal måles blodsukker på alle bevidsthedssvækkede patienter.

 

Symptomerne på Insulinshock er/kan være:

 

 

 

 

 

Hypoglykæmi opstår på grund af en fejlbehandling.

Som det ses på illustrationen herunder, er der næsten ingen sukker tilbage i blodet. Derimod er der masser af insulin (chaufførerne), som står klar til at aktivere et bæreprotein (lastbil) til at transportere sukker over i cellerne, hvis der kommer noget forbi. Resultatet er at blodet til sidst ikke kan levere sukker nok til cellerne. Kroppens er i krise og udskiller adrenalin (soldaterne).

 

 

 

Behandling af hypoglykæmi præhospitalt

 

Hypoglykæmi er en tilstand som ofte ser præhospitalt. Heldigvis kan vi ret let behandle hypoglykæmi, endda så effektivt at resultatet ses efter få minutter.

 

Føling

Diabetikeren kan sagtens selv bjærge sig ud af føling, så det er kun medtaget her for ordens skyld. Det eneste der skal til, er noget mad og drikke.

 

Insulintilfælde og iInsulinshock

Her begynder det at blive mere kompliceret.

Diabetikeren kan ikke selv hjælpe sig ud af et insulintilfælde, men kan godt spise eller drikke noget i det lette stadie. Her skal man vurdere om det er forsvarligt at hjælpe noget ind i munden på patienten, uden der er risiko for fejlsynkning. Er man i tvivl, skal lade være og i stedet vælge en anden løsning.

Det bedste vil være at række mad eller drikke til patienten, som så selv skal føre det til munden, da man på den måde er sikker på at patienten er ret klar i hovedet.

Den bedste måde at tilføre næring på, er at starte med en væske som indeholder meget sukker. For det første optages sukkerstofferne meget hurtigt når det er opløst i vand, så alene det er argumentation nok. For det andet er truslen ikke helt så stor, hvis det skulle komme i "den gale hals", da der jo ikke er nogle faste bestanddele som kan blokere luftrøret.
Med andre ord: Brug væske med høj sukkerkoncentration indtil patienten er helt vågen. Tag en vandflaske og hæld halvdelen ud, tilfør et par tuber med "Hypofit" (Sukkerstof), ryst flasken og giv det til patienten. Sukkerholdigt sodavand eller juice er også fint. Honning eller sirup, opløst i vand er absolut også brugbart.

Herefter skal man sikre sig at der også kommer noget fast føde ned, imens der endnu er nok af det hurtige sukker til at holde hjernen kørende. Et par gode rugbrødsmadder vil være meget egnet.

 

Er patienten så svækket i bevidsthed at det ikke kan forsvares at give næring igennem munden, må der andre midler til.

Det bedste er at anlægge en (grøn) venflon og indgive en glukoseopløsning direkte i blodet. Denne behandling har en næsten mirakuløs effekt, hvor patienten lynhurtigt bliver kvik og vågen igen. Det bedste ved denne behandling, er at vi ikke ændrer noget i kroppen hos diabetikeren, da der jo er tale om en regulær optankning. Eneste reelle risiko er at glukoseopløsningen bliver indgivet subkutant (udenfor blodåren lige under huden). Dette er ikke heldigt, da cellerne ikke rigtigt kan tåle den høje koncentration af glukose og i værste tilfælde vil der opstå nekrose (vævsdød) og give varige skader der hvor væsken er sprøjtet ind.

 

En anden mulighed er indgivelse af glucagon. Glucagon er et hormon som påvirker leveren til at frigive noget af den oplagrede glykogen (sukkerstof), ved at omdanne det til glukose. Hvis man giver glucagon i passende mængde (1 mg til voksne), tømmer man kroppens nødreserver af sukker og kan på den måde få blodsukkeret til at stige kortvarigt. Målet er at bringe patienten så meget til bevidsthed at det er muligt at drikke og spise.

Der er dog et par ulemper ved denne behandling. For at opnå effekt, kræver det naturligvis at der er sukkerreserver tilbage i kroppen, så er patienten så langt ude i et insulinshock at der er udsolgt af sukker, er behandlingen uden effekt. I praksis er det dog yderst sjældent et problem og i langt de fleste tilfælde har behandlingen god effekt.

Et andet problem ved behandlingen er at den jo netop har udpint de sidste sukkerreserver af patienten. Disse skal fyldes op igen, så de kommende mange timer, har kroppen travlt med at oplagre glukogen (sukkerstof). Dette tages jo ud at maden, så diabetikerens krop vil reagere anderledes end den plejer i op til et døgn, så for at undgå problemer igen, må der foretages hyppige blodsukkermålinger i den periode.

 

 

 

 

Adrenalin

Som tidligere lovet, kommer her en nærmere forklaring på Adrenalin.

Adrenalin er kroppens kamphormon. Hvis underbevidstheden vurderer at kroppen er i livsfare, tilføres adrenalin i blodet. Adrenalin fremkalder et reaktionsmønster som skal sikre vores overlevelse og sådan har det været siden menneskenes urtid. Et slags KÆMP eller FLYGT-hormon.

Adrenalin får kroppen i højeste beredskab ved at foretage en række foranstaltninger og mange af de ændringer kan vi se og dermed bruge i vores vurdering af patienten. Lad os skille det lidt ad og kigge på det:

 

Bleg

For at kunne yde en masse i en periode, forbereder adrenalinen kroppen på denne kraftudladning, ved at trække alt overflødigt blod ind i kropskernen (selve kroppen fraregnet ekstremiteterne). Fra kropskernen, kan det sendes ud hvor der bliver behov for det. Af det blod som trækkes ind i kernen, kommer en del blandt andet fra ansigtet som derfor kommer til at fremstå blegt.

 

Koldsved

Nu skal vi snart kæmpe eller flygte for livet og dermed yde vores yderste. Det vil kræve køling og vi kan lige så godt starte så tidligt som muligt. Derfor derfor skruer adrenalinen helt op for svedproduktionen.

 

Store pupiller

Fjenden kan være over os når som helst, så bare op med pupillerne så vi kan se så meget som muligt.

 

Uro

Umuligt at slappe af midt i kampen. Adrenalinen speeder op og fremkalder alt andet end ro. Mange oplever også skærpet opmærksomhed på alle detaljer, samt en fornemmelse af at "tiden går i stå".

 

Øget hjerteaktivitet

Nu skal vi slås, så blodet banker afsted så kroppen kan yde sit ypperste. Blodtryk og hjertefrekvens stiger under påvirkning af adrenalin.

 

Bronchierne udvides

Nu skal der gives de bedste muligheder for at få så stort luftskifte som muligt i lungerne, så bronchierne (bronchiolerne) udvides.

 

Disse simplificerede forklaringer på adrenalinens virkninger er måske ikke ligefrem dokumenterede, men det giver mening og gør det let at huske symptomerne.

 

 

 

 

 

Tak for besøget

Jeg håber at du har opnået forståelse for diabetes ved at læse denne side. Diabetes er kompliceret og det er ikke sikkert at min gennemgang har hjulpet dig. Hvis dele af teksten eller illustrationerne er umulige at forstå, hører jeg meget gerne fra dig. Det samme gælder hvis du mener at noget skal ændres eller suppleres med yderligere information. -Husk dog at det er lidt vigtigt at siden ikke bliver for omfattende, da alt for mange så vil opgive at læse den igennem.

 

Du kan skrive til mig på min Email: andersen.mik@gmail.com

 

Tak! :-)